En af det kommende års mest ventede serier har fået sin første trailer og en officiel releasemåned: ’True Detective’ sæson 3 er klar til at rulle over skærmene på HBO til januar 2019, og der er dømt intensitet, uhygge og masser af mystik.
Hvis du savnede lidt af første sæsons eminente, kølige mysticisme blandt sydens trailertrash, kan du roligt se den nye trailer og glæde dig til den kommende sæson. Traileren er nemlig gennemsyret af 1’er-vibes, når ‘Moonlight’-skuespiller Mahershala Ali efterforsker et makabert mordmysterium over flere forskellige årtier, fortalt i tre forskellige tidsperioder. Denne gang udspiller serien sig i Ozarks i Arkansas – et sted, der ifølge traileren rummer masser af øde bjergområder, vilde karakterer og forstadsbørn, der umiddelbart cykler lidt for ubekymrede og alene rundt…
Den tredje sæson af ’True Detective’ er instrueret af Nic Pizzolatto, der ligeledes har skabt serien, og som tog over på instruktionssiden, da den hypede instruktør Jeremy Saulnier trak sig efter to afsnit. Rollelisten inkluderer desuden navne som Carmen Ejogo, Stephen Dorff og Scoot McNairy.
Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde – drama