Som bekendt har den kommende James Bond-film befundet sig i lidt af et limbo, efter britiske Danny Boyle røg af bestillingen som instruktør og hans manuskript siden kasseret.
Nu er hans afløser så fundet, og helt ærligt: Det er et meget, meget mere spændende valg end manden bag film som ‘Trainspotting’ og ’28 Days Later’, der bestemt er dygtig, men måske ikke længere så visionær en type.
Det er til gengæld den nye Bond-instruktør, Cary Fukunaga. Efter den glimrende debut ‘Sin Nombre’ (en kærlighedshistorie i mexicansk gangsterland, tjek den ud, hvis du ikke har set den) udfordrede han sig selv med en original klassikerfilmatisering i form af ‘Jane Eyre’, før det brede gennembrud kom med ‘True Detective’, hvor han instruerede samtlige afsnit i første sæson baseret på Nic Pizzolattos ord. Han og Pizzolatto kom efter sigende på kant med hinanden, men hans betydning for serien kan anes ved, at anden sæson ikke blev nær så god. Den var han slet ikke involveret i.
Derefter lavede han den stærke Netflix-film ‘Beasts of No Nation’ om en børnesoldat i et unavngivet afrikansk land, og konklusionen er således, at manden kun har lavet gode eller rigtigt gode film. I morgen, fredag, er han aktuel med Netflix-serien ‘Maniac’ (med Jonah Hill og Emma Stone), som han ligesom på ‘True Detective’ har instrueret alle afsnit af.
41-årige Fukunaga er kendt som et renæssancemenneske, der kan adskillige sprog, er gourmetkok, tidligere snowboarder på højt niveau – og kompromisløs i sit arbejde som instruktør. Det har givet ham et ry for at være svær at samarbejde med (han blev sat af bestillingen på ‘It’, som han skrev manuskriptet til), men sandheden er nok bare, at han har en vision, som han insisterer på at føre ud i livet på den mest omhyggelige vis.
Det tyder godt for den sidste film med Daniel Craig som Agent 007. Optagelserne går i gang i marts 2019, og premieren er sat til 14. februar 2020, tre måneder efter filmen var sat til før kaosset i kulissen.