’Blind Spot’: Tuva Novotnys one take-film er intens og klaustrofobisk
CPH PIX. Den svenske skuespiller Tuva Novotny instruktørdebuterer på imponerende vis med et teknisk overlegent og intenst drama om sorg, traume, psykisk sygdom og forældreskab.
Filmen er optaget i ét skud på 98 minutter, hvor vi følger teenagepigen Thea (Nora Mathea Oien) og hendes forældre gennem en krise, som filmen bygger langsomt op til gennem tilsyneladende almindelige hverdagshandlinger. Vi møder først Thea til håndboldtræning. Kameraet følger efter hende ud i omklædningsrummet og på en 15 minutter lang gåtur hjem med en veninde, hvor de diskuterer lektier og de andre piger på holdet. Thea virker som en fornuftig, jordbunden og velfungerende pige, hvilket er filmens pointe om psykiske problemer: Man ved aldrig, hvad der foregår under overfladen.
Således forsvinder Thea uden varsel ud af billedet. Hun er tilsyneladende sprunget ud ad vinduet. Resten af filmen følger hendes mor, Maria (Pia Tjelta), der opdager Theas forsvinding og finder hende bevidstløs nede foran lejligheden. Hun får hjælp til at ringe til en ambulance og kører med ind på hospitalets traumeafdeling, hvor den tålmodige sygeplejerske Martin (Oddgeir Thune) tager sig af hende og Theas far, da han kommer, mens lægerne undersøger Thea.
Optagelsen i realtid uden klip giver en intenst klaustrofobisk følelse, der drager én helt ind i Marias chokoplevelse. Bortset fra et par enkelte ture op og ned ad gangen med Martin får vi ingen pause fra Marias hyperventilation, hysteriske gråd og afmagt over Theas uvisse skæbne. Og ikke mindst spørgsmålet om, hvad der fik datteren til at forsøge selvmord. Som mange film af skuespiller-instruktører bæres ‘Blind Spot’ af en stærk skuespillerpræstation fra Pia Tjelta, som troværdigt gennemgår følelser af chok, irrationel uvilje til at give slip på datteren for at give lægerne plads, frygt og udmattelse.
Det kommer frem, at familien har en historie med psykisk sygdom, men ellers dykker filmen ikke nærmere ned i Theas psyke og gør os ikke som sådan klogere på psykisk sygdom blandt teenagere. Filmen handler i stedet om chokket ved som forælder ikke at kende til sit barns smerte.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: Mesterinstruktør, ‘Big Lebowski’ og lyden af Nic Cage: Syv events, du ikke må misse på CPH PIX