The View

Hvis du ikke kan få nok af skinny jeans-indie og Libertines-kopister, er The View et uundgåeligt bekendtskab. Dundee-drengene charmerer sig igennem 12 ikke synderligt varierede tracks, hvor skabelonen er et catchy guitarriff, rullende skotske r’er og et omkvæd, du kan synge med på, inden vi når til tredje vers.

Det eksemplificeres bedst på åbningsnummeret og førstesinglen ’How Long’ – seks sekunder går der, og så drøner refrænet derudad. Og selv om skabelonen genbruges på størstedelen af numrene, så virker det. Foden følger beatet, pigerne hviner, og drengene nikker med hovedet. Eller hvad?

Skabelonen virkede i hvert fald i 2007, da The View slog igennem med det Owen Morris-producerede debutalbum, der nåede førstepladsen på den britiske hitliste og kortvarigt holdt liv i den indiebølge, som ellers lå på dødslejet.

Men nu er tiden en anden. Og man kan med rette kræve mere mod(enhed) fra et band med fire udgivelser bag sig. Det ved frontmand Kyle Falconer godt, og derfor har han ikke holdt sig tilbage i medierne med at beskrive den nye skæring som en blanding af Fleetwood Mac og The Clash.

Inspirationen høres tydeligt på albummets to bedste numre, den insisterende ’The Clock’ og den mere afdæmpede afslutter ’Tacky Tattoo’, og begge giver nye dimensioner til The Views ellers ensformige univers. Ærgerligt at resten af pladen ikke går samme vej.