Kacey Musgraves lullede Store Vega ind i en varm, tryg country-dyne
»Born in a hurry, always late / haven’t been early since eighty-eight« er de fine, velskrevne åbningsord på Kacey Musgraves’ ‘Golden Hour’-album. Med netop de ord åbnede amerikaneren sin koncert i Store Vega, flankeret af en håndfuld velspillende musikere og en stor, bred vifte som scenebaggrund for hendes ømme contrypoppede sange.
Og ligesom åbningsnummeret ‘Slow Burn’ var det en nærværende, fintfølende og velreflekteret Kacey Musgraves, der fra scenekanten lullede sit publikum ind i en varm, tryg countrydyne mandag aften.
Takket være ’Golden Hour’ har Musgraves som en af de få formået at sætte country på dagsordenen i det lidt bredere mainstream-musiklandskab. Albummet rummer det smukkeste, følsomme countrypop, og den subtile flirten med popmusikkens æstetik er nok det, der for alvor har givet hende et bredere gennembrud.
Det var også numrene fra ‘Golden Hour’ der fyldte mest i setlisten, mens enkelte numre fra debuten ‘Same Trailer Different Park’ og efterfølgeren ‘Pageant Material’ også sneg sig vej ind i koncerten. ‘Merry Go Round’ fra ‘Pageant Material’ var blandt andet et af aftenens højdepunkter, hvor Musgraves godt turde overlade et enkelt omkvæd til fællessang med publikum – her blev det tydeligt, at den 30-årige texaner allerede har fået opbygget en loyal fanbase i Danmark.
Koncerten, der varede lidt over halvanden time, bestod dels af numre med en klassisk countryrocket instrumentering, dels af et mere akustisk setup med blandt andet kontrabas, cello og en enkelt lilletromme som erstatning for det fulde trommesæt. Her kom Musgraves for alvor i øjenhøjde med sit publikum, og de mere nedbarberede arrangementer til sange som ‘Oh What a World’ og ‘Love Is a Wild Thing’ var næsten smukkere end på ‘Golden Hour’.
Det, der bandt de to afdelinger sammen, var den allestedsnærværende lap steel og Musgraves’ fejlfri vokal. Hendes lyse, klangfulde stemme har en særlig sensibilitet, der blandt andet fik publikum til at være musestille under ekstranummeret ‘Rainbow’. Og Musgraves’ sensibilitet begrænsede sig ikke kun til hendes stemme, for som performer besad hun en ro og en elegance, der gjorde hende ekstremt dragende. Hun bevægede sig langsomt rundt på scenen med et stort overskud, kommunikerede med sit band i subtile, rolige bevægelser, og gjorde det samme med sit publikum. Selv balkonerne i Vega fik mange anerkendende blikke fra Musgraves.
Via små anekdoter mellem numrene – med udspring i hendes tekster eller oplevelser i København – fik Musgraves også langsomt pillet nogle af de country-stereotyper, der stadig har sit greb i genren, fra hinanden.
Bluegrass-nummeret ‘Family is Family’ blev blandt andet introduceret med ordene: »This goes out to all the weirdos in your family«, og ‘Follow Your Arrow’, der er skrevet til LGBTQ-miljøet, vidnede om Kacey Musgraves’ egen politiske opvågnen og stillingtagen.
Selv om Musgraves’ musik ikke skal gøre til en politisk slagmark, var det rigtig fint at høre hende fortælle om og reflektere lidt over de sydstatsmiljøer, hun beskriver i detaljer i sine sange.
Hele ballet blev afsluttet med Brook and Dunn-coveret ‘Neon Moon’ og det tempofyldte discohit ‘High Horse’ fra ‘Golden Hour’. De to afslutningsnumre var med deres markant anderledes lyd måske ikke de mest repræsentative for koncerten som helhed, men ikke desto mindre understregede de ret fint, hvordan Musgraves netop er begyndt at bevæge sig mere og mere i en poppet boldgade, der klæder hendes banjo-influerede countrysange vanvittigt godt.
Kort sagt:
Det var en nærværende, fintfølende og velreflekteret Kacey Musgraves, der fra scenekanten lullede sit publikum ind i en varm, tryg country-dyne mandag aften. Koncerten, der varede lidt over halvanden time, foregik i to afdelinger, og det der bandt dem sammen, var den allestedsnærværende lap steel og Kacey Musgraves’ fejlfri og fintfølende vokal.
Læs anmeldelse: Kacey Musgraves ‘Golden Hour’