‘Overlord’: Pilou Asbæk har en fest i storslået og stolt krigs- og horror-popcornfilm
Nazister har altid været de bedste filmmonstre. Rendyrket onde, nederdrægtigt intelligente og teknologisk avancerede. Og så har de været så venlige at tage markante uniformer på, så vi aldrig er i tvivl om, hvem der skal dø. Dét er en fjende, man kan forstå.
Siden Anden Verdenskrigs afslutning er sub-subgenren nazisploitation boblet op fra tid til anden. Vi elsker at gyse ved synet af nazister og fryde os over deres voldsomme og fortjente død. Fra ’Ilse: Hunulven fra SS’ til ’Inglourious Basterds’ over ’Iron Sky’ og ’Død Snø’ har denne grindhouse-genre leveret nazi-sadomasochisme, en Hitler-pløkkende hævnfantasi, steampunk-nazister på månen og nazi-zombier.
J.J. Abrams står bag instruktør Julius Averys nye indspark til genren. ’Overlord’ er renset for den ironi og selvbevidsthed, som prægede Tarantinos ’Inglourious Basterds’, og det grinagtige kitsch, der flød i finske ’Iron Sky’.
Vi starter få timer før D-dag sammen med en broget flok amerikanske faldskærmssoldater i et fly. Boyce (Jovan Adepo) er en forsagt rekrut, der er totalt uforberedt på krigens rædsler og står over for den vildeste dreng-til-mand-transformation.
»Jeg håber ikke, det går galt«, siger en af rekrutterne, som tydeligvis ikke er overtroisk. Kort tid efter går alt selvfølgelig helt galt. Flyet skæres i stykker af fjendens ild og omdannes til et styrtende inferno. Det er en intens, højkaliber-actionscene med ’Saving Private Ryan’ som forbillede. Den sætter scenen for den halvdel af filmen, som er en Anden Verdenskrigs-missionsfilm á la ’Ørneborgen’.
Her er opgaven at finde en kirke i en fransk landsby og sprænge radiomasten i stykker, som sidder på tårnet. Og det skal ske inden de allieredes landsætning.
Ikke nogen nem mission, når de fleste soldater lander i kløerne på ventende nazister på landjorden. De få overlevende samles og søger ly hos pigen Chloe fra landsbyen.
Korporal Ford (Wyatt Russell) tager kommandoen og er klar til at lede mændene ind i det underjordiske, Wolfenstein’ske kompleks, hvor de endnu ikke ved, hvilke uhyrligheder der venter dem. Men først skal de forbi SS-officeren Wafner spillet af danske Pilou Asbæk.
Han får lov til at lufte sit tyske, franske og nazi-engelske, han henretter på klos hold, han lægger an til voldtægt af Chloe, og han bruger et barn som menneskeligt skjold. Vi skal forstå, at han er en skidt fyr, og danskeren ser ud til at have haft en fest med det. Ikke mindst til sidst i filmen, hvor han får en ansigtsløftning af en geværkugle. Resultatet er et eksempel på godt håndværk i sammensætningen af analoge og digitale effekter.
Det går op for de amerikanske soldater, at der er mere på spil end et radiotårn. Et tusindårsrige har brug for tusindårssoldater, og snart bliver ’Overlord’ et rent freakout med noter fra ’Re-Animator’ og bodyhorror a la Cronenberg. Du får blotlagte armknogler brugt som stikvåben og kæmpenåle, der langsomt trækkes ud af krigsfangers kroppe, og du får gabende skudsår og en scene, hvor en soldat får proppet en håndgranat i munden.
Genren ’nazi-monsterfilm’ plejer at lide under lav production value, men ’Overlord’ – produceret af J.J. Abrams – er en storbudgets-drøm for genrefans. Og under blodet gemmer sig en historie om, hvor villige vi er til at kæmpe »lige så beskidt, som de gør«, sådan som soldaterne får ordre til, eller om vi vil kæmpe for den ædle sejr for at være bedre end fjenden.
’Overlord’ tilfredsstiller som ren krigs- og horror-popcornfilm, samtidig med at den stikker lidt dybere. Og det trækker filmen op over alle dem, der ikke engang prøver.
Kort sagt:
En klassisk missionsfilm får en indsprøjtning med vilde nazi-monstre og bliver til en bloddryppende, storslået og stolt B-film.