Hot Hot Heat

De fleste kender vel den der gut fra vennekredsen, som altid er festens midtpunkt. Man håber altid, at han vil være til stede ved lørdagens fest, for han er rar, glad, nem at gå til, underholdende og energisk. Han gør dig glad. Men når midnat nærmer sig, husker du pludselig, hvorfor du ikke har kontaktet ham siden sidste fest. Vinylen kører i samme rille, jokes bliver genbrugt og din gin og tonic føles underligt flad. Du har fået nok.

Canadiske Hot Hot Heat forsøger med ‘Elevator’ at følge op på deres forrige album ‘Make Up the Breakdown’, der medførte et mindre gennembrud, som burde have været større. Bandet leverede dengang powerpop par excellence, og det gør de sådan set stadig.

Men beatet er blevet mere straight, de 80’er-klingende keyboards er nedtonet, og selv Steve Bays skingre vokal synes ikke længere så skæv. Vi ender i en ufarlig pudekamp mellem Franz Ferdinand og Green Day, og hvem vil egentlig være der?

Hot Hot Heat er stadig trofaste leverandører af potentielle hitsingler, denne gang blandt andet ‘Goodnight Goodnight’ og ‘Pickin’ It Up’, men formlen gentages mere end én gang for meget. Charmen siver og karamellen stivner. Efter at have festet et par dage i ‘Elevator’, går der noget tid, før man har lyst til at tage turen igen.