Det var egentligt meget rart at have på plads i forholdsvis god tid. Min sommerferie blev planlagt i februar, da The Smashing Pumpkins’ comebackturné ‘Shiny and Oh So Bright’ blev offentliggjort. 40 arenakoncerter i USA, og eftersom bandet kommer fra Chicago, var det en no brainer for min kammerat Jesper og jeg, at vi selvfølgelig skulle opleve vores fælles yndlingsband på deres hjemmebane.
Derfor drog vi afsted på en ni-dages pilgrimsfærd til ’the city by the lake’, som Chicago omtales i hittet ‘Tonight, Tonight’, hvor vi foruden de to udsolgte koncerter i United Center (vi havde naturligvis købt billet til begge homecoming gigs) besøgte lokaliteter, der har forbindelse til bandets historie: Blandt andet huset, hvor frontmand Billy Corgan boede, da de slog igennem, og rockklubben Cabaret Metro, hvor The Smashing Pumpkins spillede mange legendariske shows.
Bandets to hjemstavnskoncerter i august grundfæstede min kærlighed efter nogle år, hvor et eventuelt breakup lurede. For mit forhold til mit yndlingsband har ingenlunde været gnidningsfrit. Den, man elsker, tugter man, og ligeså højt jeg værdsætter Corgans grandiose ambitioner og visioner, ligeså meget har jeg græmmet mig over de valg, han har truffet i en periode, hvor The Smashing Pumpkins kun bestod af ham og nogle tilfældige væbnere, som ikke pustede til den kreative flamme.
Selv om Corgan var og er den absolutte hovedkraft, var det band, jeg forelskede mig i, netop også kendetegnet ved essentielle medspillere i form af James Ihas subtile guitardekorationer og Jimmy Chamberlins nuancerige trommefærdigheder. At se disse gamle bandfæller forenet med Corgan for første gang i 18 år var enormt bekræftende, og derfor faldt nogle vigtige brikker i puslespillet ligesom også på plads i løbet af de to aftener i Chicago.
Et puslespil, jeg påbegyndte for 22 år siden. Jeg husker det stadig, som var det i går.
‘Puls’ viste vejen
Vi skriver foråret 1996, og det hedengangne musikprogram ‘Puls’ kørte på TV2. Pludselig tonede noget, der lignede en stumfilm fra århundredeskiftet, frem. Det var musikvideoen til ‘Tonight, Tonight’, og jeg var øjeblikkeligt bjergtaget af såvel den visuelle dimension som den storladne rockhymne. Dagen efter købte jeg albummet ‘Mellon Collie & the Infinite Sadness’ i Stereo Studio og blev begejstret over, at den victorianske glansbillede-æstetik fra videoen gik igen i albummets gennemførte cover-artwork.
Som enhver anden teenager i midt-90’erne var jeg (også) dybt forgabt i Nirvana, men The Smashing Pumpkins havde en ekstra dimension af finesse, som resonerede i en klangbund, der lå dybere i mig. Hvor Kurt Cobain tog afsæt i punkens rå enkelthed, har Billy Corgan tappet ligeligt fra både symfonisk rock, heavy metal, dreampop og postpunk. En genresymbiose, der har resulteret i en bredspektret diskografi, som har bistået mig i mødet med tilværelsens kompleksitet, og som jeg fortsat finder glæde og udtryksmuligheder i.
Når frustrationer melder sig, kan det energiske drive i ‘I Am One’ og ‘Cherub Rock’ lige tage toppen af dampen, ‘Stand Inside Your Love’s himmelstræbende format er min go-to tune, når jeg hengiver mig til eufori og forelskelse, og den svalende ro i ‘To Sheila’ og ‘Stumbleine’ er perfekt, når behovet for bare at stene trænger sig på.
Man får typisk et yndlingsband, fordi man føler, at artisten henvender sig direkte til én. Sådan er det også for mit vedkommende. I ‘Disarm’ italesætter Billy Corgan en barndom præget af ensomhed, svigt og at være ’den store dreng’. Jeg er selv skilsmissebarn og har ligeledes haft en opvækst, hvor et ansvar blev pålagt mig i en tidlig alder (»a little boy so old in my shoes«). Det er dog linjen »what I choose is my voice«, der gjorde stærkest indtryk og gav mig modet til både at sige fra over for mine forældre og snakke med dem om mine følelser og tanker. Derfor overmandende emotionelle indtryk mig også totalt, da ‘Disarm’ gjaldede ud over United Center i Chicago.
Hvad det giver at have et yndlingsband
At have The Smashing Pumpkins som yndlingsband har også givet mig nogle dyrebare venskaber. Jeg var i Chicago med Jesper, men har også fundet en Pumpkins-fælle i en anden god ven, Lasse. Vi nørder i den grad igennem, når vi er sammen – det være sig detaljer i Jimmy Chamberlins trommespil eller et element fra et pladecover, vi begge har indrammet derhjemme. Jeg tror ikke, vi har været sammen, uden at Billy Corgan på et eller andet tidspunkt er blevet nævnt.
I forlængelse af disse personlige aspekter var det også The Smashing Pumpkins, som inspirerede mig til at spille guitar. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer, der er brugt på at nærstudere guitar-tablaturer og riffs, ligesom min slidte Electro-Harmonix Big Muff-pedal stadig har de eksakte indstillinger, som Corgan brugte i skabelsen af den tykke dyne af fuzz og distortion på albummet ‘Siamese Dream’.
Selv om musikken nok er det første, man forelsker sig i ved et yndlingsband, så kan dette aspekt også transcenderes og få en mere eksistentiel dimension. Jeg har fået nogle livslange venskaber gennem min kærlighed til The Smashing Pumpkins, ligesom jeg har kunnet spejle mig i det, der netop ligger bag mange af sangene.
At dyrke et yndlingsband kan således være med til at definere én, ligesom det er et fænomen med flere udfoldelsesmuligheder. Ret skal dog være ret, og der er både gode og dårlige aspekter ved at hengive sig til en specifik kunstner.
Det positive er den stærke samhørighed med ligesindede – for eksempel når ens sommerferie bliver en pilgrimsrejse – og følelsen af, at noget kan appellere så stærkt til én. Det negative er, at man bliver påvirket i bandets dårlige stunder. Som nævnt var The Smashing Pumpkins en overgang et soloprojekt, hvilket ikke var kønt!
Men ud af frustrationernes aske opstår også en Føniks af håb, fordi man (selvfølgelig) tror, at det kun er en fase. Man står ganske enkelt last og brast med sit yndlingsband og udholder de svære tider – for det hører med. Ligesom i enhver anden relation, hvor der er store følelser på spil.
Det nye album ‘Shiny and Oh So Bright Vol. 1/No Future, No Past, No Sun’ udkommer på fredag, og det får mit fanboy-hjerte til at banke med lidt hurtigere slag. De tre singler ‘Solara’, ‘Silvery Sometimes (Ghosts)’ og ‘Knights of Malta’, som er gået forud for albummet, indikerer nemlig en tilbagevenden til nogle af de dyder, der gjorde, at jeg blev så stormende og vedvarende forelsket i dette band.
Den varige værdi, det har givet mig – musikalsk og menneskeligt – at have The Smashing Pumpkins som yndlingsband, vil jeg altid skatte. Og selv om jeg også har vrisset af Corgan og co., tyder meget på, at vi går ind i endnu et smukt stadie af vores forhold.
Læs også: 14 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene