Beth Orton

Det er 16 år siden engelske Beth Orton brød igennem med ’Trailer Park’, et album der førte folk og triphop sammen. Men Orton er ikke vendt tilbage til fortidens formular idet hendes sjette udspil er helt blottet for elektroniske indflydelser. I stedet har singer/songwriteren sat sig for at give lytterne en jordnær, organisk oplevelse. Som titlerne ’Last Leaves of Autumn’ og ’State of Grace’ indikerer, egner albummet sig til efteråret, hyggesøndage og Baresso-ekspedienter med tømmermænd.  Alt sammen sympatisk, men sjældent ophidsende.

Celloen på åbningsnummeret ’Magpie’ tilføjer lidt kortvarig, skærende dissonans. Kant får det aldrig. Med åh-så-blidt fingerspil på ’Mystery’ og ’Poison Tree’ forsøger Orton at charmere striksokkerne af en, men det eneste der glider er tålmodigheden.

Når sangerinden vover sig ud i ikke-folket terræn bliver det straks mere fængslende. ’See Through Blue’ er noget så umoderne som en waltz, skrevet til Ortons seks-årige datter. Et rørstrømsk resultat undviges af det muntre-sælsomme klaverspil og strygerarrangementet, der veksler mellem at svaje graciøst og svirre hyperaktivt som et insekt nær sæsonens slutning. En old school soul-ballade får Orton også afprøvet med ’Something More Beautiful’, der lyder som en mere svulstig udgave af Cat Power for seks år siden, men trækker stik hjem på drist og en hæs, indlevet vokal.

’Sugaring Season’ er alt andet end spektakulær. Her er ingen nemme gimmicks eller halsende provokationer, men der er heller meget at ligefrem elske.