Anna Järvinen

Man må give Anna Järvinen, at hun forstår at sparke et album effektivt i gang. For sjældent er undertegnede blevet så lynsnart og gennemgribende forført som på de to første numre på den finsk/svenske sangerindes andet soloalbum ‘Man var bland molnen’.

Først med luft under vingerne på den Fleetwood Mac-klingende ‘Låt det dö’ efterfulgt af den sprøde, sommersentimentale førstesingle ‘Äppelöga’, hvor Järvinen tillige demonstrerer, at hun kan levere en ond mundharpe-solo.

Overordnet set fortsætter albummet den gode stil fra forgængeren ‘Jag fick feeling’ med et velafrundet miks af spirende indiepop, solbeskinnet visesang og et strejf melankolsk alt. country, der er ligeså svensk som köttbullar og potatismos. Og er man først en gang blevet forfalden til dette sammenkog, så snupper man gerne en portion til.

Med i studiet har Järvinen ligesom sidste gang haft Dungen-frontmand Gustav Ejstes, og den excentriske syrerockkonge leverer en kontrolleret producerindsats, der helt og holdent arbejder på Järvinens præmisser, om end der på den tørt huggende ‘Är det det här det hela handlar om?’ anes inspiration fra stramrøvet hippierock.

Først og fremmest er ‘Man var bland molnen’ dog helliget lyse og lette popsange med luftige arrangementer, der på tekstsiden veksler mellem forelskelse og frustration. Og selvom undertegnede godt kunne have undværet et par af de mere nedbarberede og stillestående ballader, så kan man ikke andet end glæde sig, til den begavede popcharmør igen finder tid til at indspille nye numre.