The Maccabees

»If you got no kind words to say, you should say nothing more at all«, messer frontmand Orlando Weeks mørkstemt på nummeret ‘No Kind Words’. Men heldigvis for The Maccabees er der masser af pæne ord at sige om bandets anden fuldlængde ‘Wall of Arms’. For mens kvintettens debut hurtigt forsvandt i den endeløse mængde af sorgløs britisk indiepoprock, har London-drengene denne gang skruet op for kreativiteten, de storladne, postpunkede stemninger og den musikalske holdbarhed – i hvert fald på flertallet af albummets sange.

‘Love You Better’ åbner ballet med skærende guitarer og patosfyldt vokalarbejde. Og at producer Markus Dravs tidligere har arbejdet med Arcade Fire høres tydeligt på de episke og stemningsmættede opbygningselementer og arrangementer, der i øvrigt præger hele albummet. ‘One Hand Holding’ og titelnummeret bygger videre på den fornemme postpunk-formel med horn og flerstemmigt refræn, og er man fræk, kan man kalde The Maccabees for en britisk horeunge med Interpol, The Futureheads og Arcade Fire som musikalske forældre.

‘Wall of Arms’ klimakser præcist halvvejs med den medrivende mørkemandshymne ‘No Kind Words’, men desværre for The Maccabees holder stemningen og kvaliteten ikke albummet ud. Og numre som ‘William Powers’ og ‘Seventeen Hands’ er glemt, ligeså snart de har forladt øregangen.

Ganske overraskende, og særdeles forfriskende, har The Maccabees dog klaret opgaven om den svære toer med bravur, og på trods af et par svipsere hist og her formår de at skille sig ud fra mængden via et solidt tag på de storladne og dunkle postpunk-eskapader.