’My Brilliant Friend’: Pigerne er uforglemmelige i HBO’s serie over bestsellerfænomen
Det er altid nervepirrende at gå ind til en film eller serie, der er baseret på en roman, man holder af. Hvor tro er den mod sit forlæg? Er karaktererne, som man har forstillet sig? Fanger den essensen, og tilfører den noget nyt, der retfærdiggør en filmatisering?
Jeg er kun mellemstor fan af italienske Elena Ferrantes Napoli-tetralogi, men jeg ved, hvor meget romanerne betyder for rigtigt mange mennesker verden over. Og hurra for at en klassebevidst romanserie, der udforsker et komplekst venindeforhold, er blevet en international bestseller. Til fans af bøgerne kan jeg på baggrund af de to første episoder af HBO’s stort anlagte italiensksprogede serie baseret på den første roman, ‘Min geniale veninde’, straks berolige med, at serien lever fuldt op til sit forlæg. Til alle andre: Start endelig her.
‘My Brilliant Friend’ er gudskelov ikke hollywoodiseret. Serien er optaget i Caserta, lidt nord for Napoli, og instrueret af den italienske instruktør Saverio Costanzo (‘Hungry Hearts’ med Adam Driver), der også står bag manuskriptet sammen med Francesco Piccolo og Laura Paolucci med input fra anonyme Ferrante over e-mail.
Serien lægger sig tæt op ad romanen og starter således med samme rammehistorie, hvor en cirka 60-årig Elena Greco (Elisabetta De Palo) bliver ringet op midt om natten af sin barndomsveninde Raffaella ‘Lila’ Cerullos voksne søn med beskeden om, at Lila er forsvundet. Det får Elena til at tænke tilbage på sit livslange venskab med Lila, som hun møder i folkeskolen hjemme i et gråt, fattigt arbejderkvarter i 1950’ernes Napoli.
Som de to klogeste elever i klassen tiltrækkes de to piger af hinanden, samtidig med at de konkurrerer. Pigerne er hinandens modsætninger: Elena er høj, lys, høflig, flittig og observerende. Lila er lille, mørk, vild, rebelsk, frygtløs og genial. »Hun imponerede mig med det samme. Vi var alle sammen lidt slemme i klassen, men kun når Maestra Oliviero ikke så det. Men ikke hende, hun var altid slem«, reflekterer Elenas voiceover-fortæller, mens Lila kaster en papirsflyver efter dydsmønsteret. Lærerinden skælder ud og tjekker Lilas notesbog blot for at opdage, at førsteklasseseleven allerede kan skrive.
Efter at have set hinanden an på afstand et stykke tid nærmer Elena og Lila sig hinanden og bliver hurtigt slyngveninder. De gør fælles front mod drengene, læser ‘Pigebørn’ igen og igen og pjækker fra skole for at se havet. Deres forhold er tæt, men ulige. Elena føler sig altid lidt i skyggen af Lila, men drages af hendes initiativ og talent. Til gengæld får Elena lov til at fortsætte i mellemskolen, mens Lila må arbejde i sin fars skoværksted. Hvorfor skulle en pige, uanset begavelse, have lov til at dandere den på skolebænken, mens hendes brødre knokler?
Pigerne spilles fantastisk udtryksfuldt og naturligt af de unge skuespillere Elisa Del Genio og Ludovica Nasti, som er blevet valgt ud af 9000 piger, der dukkede op til audition. De har uforglemmelige ansigter og formidler karakternes følelser så effektivt, at der slet ikke er brug for, at Elenas fortæller kommenterer handlingen. Her lægger serien sig lidt for tæt op ad bogen.
Serien har et fantastisk flot produktionsdesign, der ikke er prangende, men enkelt og rent. Skønt det store budget føles fortællingen intim, fordi den fokuserer på pigernes verdensbillede. I de første afsnit udspiller størstedelen af handlingen sig i den gråstøvede gård til det lejlighedskompleks, hvor pigerne kan vinke til hinanden fra hver deres vindue, vasketøjet blafrer i vinden, Lilas far sælger sko, nabodrengen sælger frugt, mænd kommer op og slås, og kvinder sladrer om den nyeste udvikling i mafiakonflikten.
»Jeg føler ingen nostalgi for vores barndom: Den var fuld af vold«, konstaterer Elena, og kvarteret er da også præget af armod, desperation, gangsteropgør, mord og voldelige optrin. De voksnes drama holdes dog i baggrunden – pigerne registrerer det, men er mere optaget af, hvordan de skal få skrevet den roman, der kan få dem ud af slummen.
Volden huserer dog også i væmmelig grad i børnenes verden. Forældrene deler tæsk ud, når børnene ikke lystrer, hvilket især Lila sjældent gør. Volden er grim, og det er voldsommere at se end at læse om, når Lilas far smider hende ud ad vinduet, fordi hun insisterer på at fortsætte i mellemskolen. »Jeg er ikke kommet til skade«, insisterer stædige Lila trods en brækket arm.
Serien er baseret på stemning, karakterer og hverdagens drama og bringer mindelser om 1950’ernes italienske neorealisme. Dramaet er lavmælt, men bogens stemningsfulde, på én gang melankolske og håbefulde snapshots fra en barndom egner sig godt til et filmisk format.
’My Brilliant Friend’ lykkes flot med at få pigernes indre liv til at ånde og de små øjeblikke til at synes store. Som i en anden afgørende voldsscene, hvor drengene på skolen bliver sure over, at de har tabt en stavekonkurrence. Efter skole står Lila ene pige og kaster sten mod en flok drenge, da Elena rækker hende en stor sten. Det cementerer deres venskab. Eller da pigerne pjækker fra skole og hånd i hånd går ud mod havet, som de aldrig har set, med Max Richters følelsesladede score som dramatisk bagtæppe, der går lige i hjertet.
Det er smukke scener, der for mig har indprentet sig endnu stærkere end bogens.
Kort sagt:
Fabelagtigt børneskuespil, store små øjeblikke, en intim og autentisk stemning og en underliggende kritik af klasseskel og kvindeundertrykkelse gør serien ‘My Brilliant Friend’ til en sjældent vellykket filmatisering af Elena Ferrantes succesroman om et komplekst venskab mellem to piger i efterkrigstidens Napoli.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag