Baconflex

‘Electroglam/dance punk’ kalder århusianske Baconflex selv lyden på deres andet album, hvilket må siges at være et groft forsøg på at sælge gammel vin på nye flasker. Vi befinder os i det gennemtærskede spændingsfelt mellem bands som Le Tigre, Ladytron og The Faint men med en besk eftersmag af noget udefinerbart fra 90’ernes eurodance.

Ingen tvivl om, at de fire medlemmer i Baconflex mestrer deres musikalske forbilleder teknisk såvel som stilistisk. Det udføres imidlertid med en forudsigelighed, som stærkt undervurderer den moderne lytter, som jeg formoder, Baconflex vil indfange. Vi ved nøjagtig, hvor Baconflex er på vej hen 20 sekunder inde i åbningsnummeret.

Igen og igen er blandingsforholdet det samme: 140 bpm og Merete Jacobsens kalorielette og skabede hooklines som »Here I come, don’t you wanna catch me?« og »Hey, I wanna know who you are, some kind of superstar«. Slet ikke overbevisende når man flirter med en genre, hvor integritet og vildskab er et must. Derfor skal det musikalske højdepunkt, da også findes på den groovy, slæbende og 8-bit-drevne ‘Jupiter Boy’, hvor Baconflex’ mange virkemidler fint komplimenterer hinanden.

Det kan dog ikke rette op på, at her er tale om et karakterløst copy/paste-sammenkog  af de sidste 10 års electroclash-bølge – velspillet og velproduceret, men så gabende forudsigeligt at folk er i overhængende fare for at falde i søvn på de århusianske dansegulve.