Casiotone For the Painfully Alone

Owen Ashworth er en ensom og bedrøvet mand, og det bliver han tilsyneladende ved med at være. I snart ti år har han lavet keyboard-baseret lo-fi-pop under navnet Casiotone for the Painfully Alone, og selvom han på sit nye album ‘Vs. Children’ for første gang i karrieren har kastet sig ud i noget, der ligner regulær, håndspillet indierock, er grundtonen den samme som altid. Det er melankoli, det handler om, det er hårdt at leve, og hjerte rimer som altid på smerte.

Jeg vil uden at tøve kalde Ashworth en af sin generations bedste sangskrivere. Han kan et eller andet med at sætte tre-fire akkorder sammen på en måde, så de øjeblikkeligt fremstår iørefaldende. Samtidig skriver han de fineste hverdagspoetiske tekster, der kun bliver bedre af, at de halvt mumles, halvt synges i et dybt og uengageret toneleje, der efterhånden er blevet Ashworths varemærke.

‘Vs. Children’ er rig på alt det, der gør Casiotone for the Paifully Alone så fremragende. Alligevel savner man engang imellem lidt ambitioner og viljen til at gå nye veje. Lydbilledet har godt nok ændret sig siden sidst og er blevet væsentligt mindre elektronisk, men det er stadig den samme gamle sang, Ashworth synger. Han siger det faktisk selv på afslutningsnummeret ‘White Jetta’: »To stay the same, to never change«. Ærligt og sandt, men på en eller anden måde også frygteligt deprimerende.