Med en første sæson, der allerede er en nyklassiker, og en anden sæson der var en gedigen skuffelse, er det ikke til at vide, hvad man skal forvente af den kommende tredje ombæring af HBO-serien ‘True Detective’. Om ikke andet understreger den nye trailer til sæson tre, at der trækkes mere på stemningen fra sæson 1 end 2, og man tør således godt håbe på, at serien får et tiltrængt kvalitetscomeback.
Den nye sæson har Oscar-vinder Mahershala Ali (‘Moonlight’) i hovedrollen som politibetjent Wayne Hays, der i Missouri i 1980 får vendt op og ned på sit liv, da han sammen med sin partner (Stephen Dorff) skal opklare en sag om to forsvundne børn. Samtidig foregår serien også i 1990 og 2015, hvor Hays er plaget af hukommelsestab og forsøger at finde ud af, præcis hvad der skete dengang.
Serien styres endnu engang af showrunner Nic Pizzolatto, der denne gang også har instrueret fire af sæsonens otte afsnit. Jeremy Saulnier (‘Green Room’, ‘Hold the Dark’) har instrueret de to første afsnit og skulle have instrueret yderligere to, men forlod serien grundet uoverensstemmelser med Pizzolatto. Vi håber, at det ikke er gået ud over kvaliteten.
‘True Detective’ sæson 3 har premiere på HBO Nordic 14. januar.
Læs også: Mahershala Ali fik gjort hovedrollen sort i ‘True Detective’ sæson 3