’Klaphat’: Ny DR3-serie åbenbarer et komisk stortalent
Der står ganske vist tre stjerner i boksen, men Mads Rosenkrantz Grages nye DR 3-serie ‘Klaphat’ får nu altså ekstraordinære 3,5 stjerner.
Både fordi det er den mest præcise karakter til den sjove, men ensformige roadmovie-fortælling om et anstrengt venskab under VM i Rusland. Men også for at imødegå endnu en indsigtsfuld kontraanmeldelse fra bagmanden selv, der tidligere har givet skandaløse fem stjerner (faktisk fire) til sin egen debutfilm ‘Muskelsvindler’ – forlægget for ‘Klaphat’ – som vi her på sitet oprindeligt gav tre styks.
Jeg ville ellers så gerne give fire fuldfede stjerner til Jesper Groth og Elliott Crosset Hove for deres morsomme, improviserede pingpong som henholdsvis den kørestolsbundne og røvirriterende iværksætter William Skov og den indelukkede Christian Eriksen-fan med det betongrå navn Hjalte Emil Jensen, der lider af muskelsvind og derfor også sidder i kørestol. Men desværre lider duoen og deres store potentiale under en ærgerligt konsekvensløs karakterbue.
‘Klaphat’ er ikke en fortsættelse til ‘Muskelsvindler’, men en ny og nyindspillet historie med et tilsvarende, om end let twistet, udgangspunkt. Destinationen er ikke længere EM i Polen og Ukraine anno 2012, men VM i Rusland anno 2018. Hjalte er ovenud lykkelig, da han vinder en rejse til Putins land med alt betalt takket være NGO’en Rul for livet. Desværre indbefatter præmien også, at initiativtageren William Skov skal med, og han har valgt at droppe flybilletterne til fordel for en Dannebrog-farvet minibus, så han rigtigt kan lære Hjalte at kende.
Hjalte vil bare se bold og måske endda miste sin mødom, men William har i stedet planlagt en lang række overraskelser sammen med den russiske fixer Sergey. De skal affyre Kalashnikover, fejre Sankt Hans og se Lenins mumificerede lig – langt væk fra VM og fanzonen, hvor Hjalte drømmer om at møde Eriksen og fuldbyrde sin (meget) subtile flirt med sportsjournalisten Nina Rex (Nanna Skaarup Voss). Helst ikke på samme tid.
Og så skal Hjalte ovenikøbet også udstå Williams tvivlsomme tenorstemme og den pseudosuccesfulde verdensmands saftige anekdoter om sit politisk korrekte LGBTQ+-livssyn, som er udtryk for det bedste fra de fem bølger i feminismen, forstås.
Al dialog mellem stortalentet Elliott Crosset Hove og ualmindeligt morsomme Jesper Groth er 100 procent improviseret og fremtvinger adskillige latterudbrud. Særligt sidstnævnte bærer serien som lykkepilleslugende karlsmart, der ikke kan få nok af at skamrose sig selv. Groth har tidligere stået for små biroller i ‘Journal 64’ og ‘I blodet’, men ‘Klaphat’ efterlader ingen tvivl om, at vi har at gøre med et komisk naturtalent, som i den grad fortjener et bredt gennembrud. Karakteren William gør sig fuldt fortjent til sin egen føljeton.
Improvisationen medfører også en del billige, komiske point á la »can you take me from behind?«, men alligevel er impro-dialogen en imponerende bedrift, som ‘Klaphat’ også gør en dyd ud af at skilte med – bøjet i neon i slutningen af hvert afsnit.
Det er prisværdigt, at Grage forsøger at drive satiren i nye retninger med sit improvisationseksperiment, men det virker ikke, som om han har gjort meget for at rette op på de mangler, han endog selv påpegede i sin autoanmeldelse af ‘Muskelsvindler’.
Dialogen og de overordnede karakterbuer kører stadig i tomgang en stor del af tiden. Man savner en engagerende udvikling og gennemarbejdede episodekonflikter. Bagsædeturen er ren tortur for Hjalte, men alligevel bliver hans indestængte vrede aldrig til meget mere end en krusning på læben. Man savner, at den underdanige kørestolsbruger slår fra sig, så forholdet rent faktisk kan udvikle sig. Det virker ikke troværdigt, at han bliver ved med at tilgive, når William går så langt som til at pille ved hans højtelskede fodboldkort og fratage ham søvnen over flere uger.
Måske skal Hjaltes overbærenhed ses som udtryk for, at han er fanget af sin kørestolsmentalitet og derfor ikke kan få sig selv til at undsige den opportunistiske yes-man. Men det synes nu i bedste fald at være et fortænkt symbol på livet i kørestol, i øvrigt et interessant aspekt, som ikke fylder det store i ‘Klaphat’.
Man venter forgæves på, at serien bryder de gradvist mere monotone dialogscener – indtil de sidste minutter, hvor en belejlig bromantisk afslutning får brikkerne til at falde på plads.
Kort sagt:
Jesper Groth er en åbenbaring i det sjove improvisationseksperiment ‘Klaphat’, der savner en overordnet retning.
Mads Rosenkrantz Grage var tidligere på året vært for Soundvenues podcast Punchline.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret