Okay, det gør han faktisk ikke, altså giver sin egen film fem stjerner, det ville jo være decideret perverst, men folk læser alligevel kun overskrifter, så for eftertiden vil de tro, at Soundvenue både har givet ‘Muskelsvindler’ tre stjerner og fem stjerner.
Det giver et flot gennemsnit på fire stjerner, som jeg da også i realiteten vurderer den til, og som måske nok er lidt højt sat, men ‘Muskelsvindler’ er noget så sjældent som en dansk komedie, der rent faktisk får dig til at grine, samtidig med at den fortæller en rørende historie om at være menneske. Tilfældigvis fortalt i kørestolshøjde, hvilket filmen holder sig for god til at malke for sentimental værdi, indtil den overgiver sig til melodramaet, når følelserne først kommer frem.
‘Muskelsvindler’ er fortællingen om kynikeren Hjalte (Elliott Crosset Hove), der har fået en dødsdom i form af muskelsvind. Hans krop smuldrer, indtil hans hjerte giver op. Det samme gør hans naive drøm om at blive tegneserieskaber med tegneserien om den fiktive Hjalte, der starter som fodboldspiller i Danmarksserien og bliver profil i SAS-ligaen.
Hjalte er en naiv drømmer, der, selv når han drømmer, drømmer småt og uambitiøst. Det eneste, der konkurrer med Hjaltes kærlighed til at tegne, er kærligheden til fodbold, og det er her, vi møder Hjalte, da han skal på roadtrip med sin seje ven og handicaphjælper Mikkel (Peder Bille), som Hjalte ser op til som en storebror. De skal ned til Polen og Ukraine og se bold og drikke øl og måske ligefrem deflorere Hjalte hos en luder.
Waterboarding for øregangene
Det viser sig imidlertid, at kommunen har meddelt, at de kun kan få finansieret turen, hvis der er en ekstra handicappet med. Og da det viser sig, at den anden handicaphjælper er den barmfagre skønhed Naja (Sara Ullner), blottes den sande farve på drengenes venskabs. Mikkel er kun ansat til at være Hjaltes ven, for når der er fisse i farvandet, er han minimalt engageret i Hjaltes velvære.
Hjalte finder sig låst fast i en krop, han hader, spændt fast over for sin diametrale modpol i form af den lamme jubelidiot William (Jesper Groth). Hvor Hjalte er pessimist og kyniker, ser William glasset som fuldstændigt fyldt, uanset hvor mange dråber der reelt er. William popper lykkepiller et par gange om dagen, så hans hyperpositive facade dækker over noget dybere, men det kommer kun frem i små sprækker, for Williams positivitet handler i virkeligheden om fraværet af de farlige negative følelser, som engang næsten tog livet af ham.
Han vil gerne være samtaleterapøjt, når han kommer hjem, så han kan fortælle andre mennesker, at selvom han ikke kan gå, så kan de. Og hvis de heller ikke kan, så kan de i det mindste få det bedste ud af det. Det provokerer Hjalte enormt, for hans virkelighed er en helt anden.. Men selvom det er waterboarding for øregangene at være spærret inde med en mand, der selv digter lyrik over Finn & Jakobs ‘På vejen igen’ og har svært ved at vælge, om han skal holde med Big Fat Snake eller Peter Viskinde (hvis søn i øvrigt har lavet et effektivt score), så er det netop Williams skud naiv positivitet, som Hjalte har brug for – og Hjaltes negative bitterhed, som William har brug for, hvis de begge skal leve et mangefacetteret liv.
Kom der ikke andet i kassen?
‘Muskelsvindler’ blev indspillet under EM i fodbold i Polen & Ukraine tilbage i 2012 og er i mellemtiden blevet overhalet inden om af kørestolsklassikere som den franske ’De urørlige’ og Netflix-originalen ‘The Fundamentals of Caring’. Filmen har dog langt mere til fælles med buddy- og road movies som ‘Sideways’, ‘Dum & dummere’, ‘Little Miss Sunshine’, ‘Planes, Trains and Automobiles’ og ‘Klovn: The Movie’ uden dog på nogen måde at bevæge sig op på deres niveau af eksistentialistisk komik. Men mindre kan sgu også godt gøre det.
Hvorfor det har taget instruktør Mads Rosenkrantz Grage et halvt årti at lave så lille og ubetydelig en film, kan man kun gisne om, men denne anmelder besidder pålidelige informationer om, at filmens 69 timers råmateriale blev improviseret frem på ti optagedage, hvorefter filmen skulle finansieres ved hjemkomsten, så man kunne få et første og tredje akt i kassen.
Det skete aldrig, og derfor måtte projektet enten smides i skraldespanden, eller også kunne man digte en ny struktur af det tilstedeværende materiale. Holdet insisterede på det sidste, men det har været en svær opgave. Især når man kun klipper i sommerferier og spredte weekender henover året.
Det har ikke gjort opgaven nemmere, at filmen snegler sig afsted mod finaledestinationen Kiev, og at vi næsten ikke forlader handicapbussen, som er deres habitat på turen. Det bliver både monotont gentagende og kedeligt, at samtalerne kører i ring, og at de to drenges konflikt konstant kredser om det samme komiske greb, hvor Hjalte lider i stilhed til provinsielle anekdoter. Man kunne lade tvivlen komme instruktøren til gode og tro, at det er et stilistisk valg, der skal afspejle karakterernes kamp, indespærret i en krop, der ikke kan rykke sig ud af stedet, men der er nok snarere tale om, at der ikke er kommet andet i kassen på turen til Kiev.
Det er dog tilgiveligt for så lille en film, der formår at få det bedste ud af, hvad den har – og har mere hjerte end så meget andet skrald derude, der bliver lavet for at betale huslejen i stedet for at ville røre et publikum.
Mellem dårlig og virkelig dårlig smag
Filmen er værst, når den forsøger at introducere et fatalistisk plot, for det er satme ikke liv og død at se en EM-finale, og det er et af filmhistoriens tåbeligste plot devices at få en løgnagtig luder til at stjæle firkløverets billetter. De kan vel for faen bare vise en kvittering i døren, og så er den skid slået. Det er decideret dårligt manusarbejde af Mads Rosenkrantz Grage, som kun er tilgiveligt, hvis man er investeret i venskabshistorien mellem de to handicappede og historien om svigt, der ligger i, at handicaphjælperne ikke passer deres arbejde.
De to handicaphjælpere, spillet af Peder Bille og Sara Ullner, gør, hvad de kan med den spartanske screen time, de har fået tildelt, men manuskriptforfatter og instruktør Grage har ikke formået at givetdem særligt meget at arbejde med.
Til gengæld giver de to turtelduer en god baggrund af privilegeret ableism, for eksempel når den velgående Mikkel siger »hvad så drenge, skal vi ud og strække benene?« og »det er sgu for slapt, Hjalte«, da de to handicappede drenge ikke vil ind og mindes dødens nærhed i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Scenen balancerer et sted mellem dårlig smag og virkelig dårlig smag, da jubelidioten William fortæller den ældste farholocaust-joke om, at hans bedstefar døde i en koncentrationslejr, fordi han faldt ned fra vagttårnet.
Den eneste formildende omstændighed må være, at handicappede som Hjalte og William også røg i svinget under nazismens Endlösung på jødeproblemet. Såfremt man køber den præmis, kan scenens unødige provokation med lidt god vilje retfærdiggøres.
En lille prut – og et lille mirakel
William-karakterens endeløse ramblings om de hjemmesider, han har programmeret i html, og om hans venner på Facebook er seriens bread and butter. Det er en karakter, der i den grad fortjener en spinoff, og som måske i højere grad hører til i et komedieserieformat end i en lille indiefilm. Men Jesper Groth gestalter karakteren med hjerte og lader smerten sive ud igennem papirtynde sprækker som en sofistikeret modpol til den usofistikerede fascination, figuren har af lavkultur fra provinsen. Filmen dømmer ikke karakteren, men hylder den gæve ærøboer og hans ægte kærlighed til den dårlige smag – modsat den sædvanlige ironisering over provinsfolket.
Filmens store akilleshæl er, at hovedkarakteren Hjaltes projekt er ekstremt passivt. Ja ja, han vil ned og se en finalekamp, men man kommer som publikum aldrig til give en fuck for det, for det virker ikke, som om det betyder synderligt meget for Hjalte. Han vrisser maksimalt lidt fra bagsædet over, at der ikke bliver kørt stærkt nok til, at de kommer frem til kampstart. Så er der meget mere retning på hans modpol William, som er lam fra hoften og ned, men sprudler af livslyst fra hoften og op. Han vil være venner med Hjalte, og det er muligvis det højeste bjerg at bestige, for des hårdere William prøver at knytte bånd, des hårdere knytter Hjalte i.
Det er i samspillet mellem de to handicappede drenge, at man finder filmens eksistensberettigelse. Jesper Groth laver med William-karakteren et stykke komisk arbejde uden lige. Og det er vel at mærke med en komik, som på papiret slet ikke burde virke. Til en Q&A efter premieren på CPH PIX i weekenden kaldte instruktøren Groth for sin generations Dirch, heldigvis da drengebarnet var et smut på toilettet. Den slags ros er der ingen skuespillere, der har godt af.
‘Muskelsvinder’ er en lille prut af en film, men alene det, at den findes, er et lille mirakel i sig selv. Den blev skudt for et minimalt budget på hundrede-nogle og tredive tusinde, der blev kickstartet af en støtte på 60.000 fra en nu lukket ordning på Det Danske Filminstitut, som vist nok kun har resulteret i én færdig film, og den film er ’Muskelsvindler’.
Så selvom filmen ikke er et mesterværk, er den trods alt endt som mere end de klatter på papir, der ligger og samler mug i en skuffe. Det er i forvejen svært at få lov at lave komedier med noget på hjerte i Danmark, men hvis vi hylder det lille stykke kul af en film, som ‘Muskelsvindler’ er, så kan det måske hjælpe fremtidige filmskabere til at slibe en diamant.
Det synes denne anmelder er en del stjerner værd, også selvom han er nødt til at hive dem op af lommen selv. Måske er det kunst. Jeg ved det ikke, men jeg er jo også bare anmelder.
’Muskelsvindler’ kan ses i aften, onsdag den 11. oktober, i Gloria under CPH PIX. Anmelder og instruktør Mads Rosenkrantz Grage stiller op til Q&A efter filmen.
Læs også: Soundvenues officielle anmeldelse af ‘Muskelsvindler’