En ung kvinde, som netop er blevet voldtaget af sin rige elskers kollega, skubbes ud over en klippe midt i Amerikas knastørre ødemark. 100 meter nede bliver hendes abdomen spiddet af et ensomt træ. I nærbilleder viser kameraet bloddråber hamre ned som raketter mod ørkensandet, hvor myrer hurtigt kravler i sikkerhed.
Efter kvinden, Jen, ud af det blå vågner og trækker sig selv i sikkerhed, bruger hun én af sine voldtægtsmænds øldåser til at lappe sig selv sammen, hvilket efterlader hende med et stort føniks-brændemærke på siden af taljen.
Carolie Fargeats debutfilm er lige så subtil som billedet af en smuk kvinde med et skarpladt haglgevær. ’Revenge’ skyder hul i al tænkelig realisme og leverer i stedet et voldsorgie af en power-fantasi, hvor én kvinde vender volden mod sine voldsmænd old testament-style.
Men det er heller ikke en subtil genre, den franske instruktør arbejder indenfor. Det ville være en underdrivelse at kalde voldtægthævngenren for problematisk. Men ’Revenge’ er ikke som så mange andre af slagsen. Man kan ligefrem kalde den den første feministiske voldtægtshævnfilm.
Kedsommelig chokeffekt
Som navnet antyder, er katalysatoren for disse genrefilm altid en voldtægt, som sender enten den krænkede eller dennes fæller ud i et blodigt hævntogt.
Hovedparten af dem bruger dog voldtægten som en øvelse i voyeuristisk sadisme. Ikke engang Gaspar Noés kontroversielle, men velansete ’Irreversible’ kan sige sig fri for denne tilgang. Den er med rette fejret for gudesmuk fotografering, genial brug af en baglæns kronologi og én af filmhistoriens mest modbydelige scener i form af den femten minutter lange voldtægt af en kvinde.
Scenen fungerer som tiltænkt, men det gør den ikke mindre fetichistisk og frustrerende. Noé virker ikke til at være interesseret i det kvindelige offer, kun for at få publikum til at ralle i chok og rædsel. Og i filmens mest overlagte forsøg på at fabrikere en kontrovers er voldtægtsmanden en kvindehadende homoseksuel.
Sådan forholder de fleste instruktører i genren sig til deres voldtægtsofre. I stedet for at lade os sympatisere med offeret og udforske voldtægtskulturen og -traumet, bliver ofrets lidelser endnu en chokeffekt.
Der findes så bestemt film i genren, som stikker af fra denne problematiske formular. I John Boormans brutale selvtægtfilm ’Deliverance’ bliver fire newyorkere på udflugt i Amerikas bagland overfaldet af en gruppe hillbillies, og i filmens grusomste scene voldtager disse den kraftige Bobby, mens de råber »squeal piggy, squeal«. Scenen chokerer, men samtidig understreger den Boormans udforskning af den civiliserede mand, som konfronteres med menneskets morbide, bestialske fortid og natur.
Ejer sin hyperseksualitet
På samme vis er ’Revenge’ interesseret i andet og mere end blot at chokere. Carolie Fargeat udforsker nemlig det magtspil, som ligger til grund for voldtægten.
Fra begyndelsen leger kameraet drillende med vores forventninger om udstillingen af kvinder. Jen skildres Michael Bay-agtigt med pink Lolita-briller og struttende læber suttende på en slikkepind. Og da voldtægtsmanden Stan og den sløve dumrian Dimitri får øje på hende, er det igennem en pink glasrude. Men i ’Revenge’ ejer Jen fuldstændig sin hyperseksualitet, alt imens mændene, som vil tage den magt fra hende og bruge hende som et trofæ, fremstilles som små, ulækre og patetiske.
Det er et slag i ansigtet på det mandlige blik, som reducerer kvinder til passive objekter foran kameraet. Det er en utroligt svær balancegang. I mindre kyndige hænder kunne filmen sagtens have været en tonedøv farce, hvor Jen blev udstillet som medskyldig i sin egen voldtægt. Skuespiller Matilda Lutz bærer da også den svære rolle som Jen fantastisk, både når hun euforisk og selvtilfreds danser rundt omkring poolen og senere, når hun går på rov efter mænd.
Reaktionerne rammer dybt
Men den vigtigste forskel fra andre film i genren er, hvordan voldtægten af Jen vises – eller snarere hvordan den ikke vises.
For Carolie Fargeat filmer kun glimt af selve forbrydelsen. Det voldsomste ved scenen er derfor ikke voldtægtsmanden Stan. Det er Dimitri, som står i døråbningen, spiser baconchips… og lader det ske. Og det er elskeren Richard, der ser voldtægten som et logistisk problem, straks prøver at give Jen skylden og ender med at skubbe hende ud over en klippeafsats, da hun truer med at fortælle sin historie.
Reaktionerne rammer dybt, fordi de får voldtægten til at virke lige så mondæn som en sten i skoen, der bare kan fjernes. For nok får Jen sin grusomme, velfortjente hævn over de tre mænd – komplet med en kniv igennem øjeæblet, glasskår i foden og et skud hagl til maven, så indvoldene og blodet flyder. Men denne power-fantasi er præcis det: En fantasi. For i vores samfund er der ikke plads til, at kvinder som Jen får retfærdighed.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Læs også: Ugens streamingtip – amerikansk perle smadrer hævnfilmens konventioner