Bowerbirds

Det er svært at sige noget dårligt om Bowerbirds og North Carolina-trioens nye album ‘Upper Air’, der fra start til slut emmer af gode vibrationer, hellige intentioner og en smule erotik.

Kæresteparret Phil Moore og Beth Tacular udgør den renhjertede kerne i det sympatiske band, der har gjort det til sit varemærke at spille blød og idyllisk indiefolk, der lyder, som havde Moore og Tacular sat lyd til duggen på græsset eller fuglenes flugt over himlen. Så kan man ligge der i naturen med sin elskede og høre græsset gro, mens man knækker anemoner med nakken og lytter til Bowerbirds på repeat. Det er i hvert fald det, man får lyst til, når spindelvævsfine numre som ‘House of Diamonds’, ‘Silver Clouds’ og den Tim Buckley’ske ‘Ghost Life’ afdæmpet siver ud fra højtalerne.

Buckley er i det hele taget et nøgleord i forbindelse med Bowerbirds – både farmand Tim og søn. Phil Moore synger som en lykkelig Jeff Buckley med ro i sjælen, og Beth Tacular akkompagnerer ham fint med sin skrøbelige lillepige-vokal og finurlige fiksfakserier på alskens akustiske instrumenter.

Det bliver måske en anelse forudsigeligt i længden med så meget naturidyl fordelt på ti så relativt enslydende numre, men man tilgiver Bowerbirds deres uendelige godhed, simpelthen fordi de jo har fat i den lange ende. Det handler om at være god mod naturen og hinanden, så længe vi kan. Og så kan vi passende høre noget god musik imens.