‘Gods of Rap’ til Danmark: Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul giver fælleskoncert

‘Gods of Rap’ til Danmark: Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul giver fælleskoncert
Wu-Tang Clan.

Danske fans af old school New York-rap kan kollektivt løfte hiphoparmen i glæde, for det er nu bekræftet, at veteranerne Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul rammer Danmark med deres fælles ’Gods of Rap’-turné. Indtil i dag var der ellers kun annonceret tre datoer i Storbritannien.

Det bliver 21. maj i Royal Arena, at de tre supergrupper folder sig ud. Turneen fejrer jubilæerne for tre af gruppernes, og måske hiphophistoriens, mest ikoniske album: 30 års-jubilæerne for Public Enemys ‘It Takes a Nation of Millions To Hold Us Back’ og De La Souls ‘3 Feet High And Rising’ fra 1989 og 25 års-jubilæet for Wu-Tang Clans ’Enter the Wu-Tang 36 Chambers’ fra 1993.

Alle nulevende medlemmer af Wu-Tang Clan er bekræftet til turneen, som desuden flankeres af endnu et ikon, nemlig produceren DJ Premier, der skal agere vært for koncerterne. DJ Premier er især kendt som den ene halvdel af New York-duoen Gang Starr, sammen med den afdøde rapper Guru, og for en lang række samarbejder med andre prominente rappere fra øst- til vestkyst.

Der er tale om tre grupper, som på hver deres præmisser har haft en enorm indflydelse på genren. Wu-Tang Clans debut satte Staten Island på landkortet med sindssyge posse cuts og kung fu-inspiration, Public Enemy skød for alvor gang i den politiske og aktivistiske rap, og De La Soul skabte skabte deres helt egen alternative og legesyge stil.

Billetsalget starter 1. februar kl. 10.00 via Ticketmaster.

Gods of Rap
21. maj
Royal Arena
Billetpris: 550-910 kr.

Læs også: Den ultimative Wu-Tang Clan-dyst: Alle 10 medlemmer rangeret fra værst til bedst

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af