‘Mødregruppen’: Danica Curcic lyser op i tam folkekomedie om babymos og kolde kællinger
»Alle de pæne mennesker, du har mødt og spændende steder, du har været«, hvæser bitterfissen Maja (Julie Agnete Vang) arrigt til kusinen Line (Danica Curcic), der i flere år har levet et glamourøst jetsetliv i Hongkong, mens Maja har siddet på sin flade i det sydfynske og bitchet over, at hendes karriere som keramiker ikke på magisk vis er eksploderet af sig selv.
Det må være de rige svins skyld, og i hvert fald ikke Majas, selvom hun ikke løfter en finger for at sælge sine kaffekrus. Ergo er Line, der er vendt hjem til fødebyen med sin lille søn efter mandens utroskab, også »hende den kolde kælling«, der kommer anstigende med høje hæle, rullekuffert og smal talje. Majas mødregruppe glaner vantro på den velklædte alien: »Det er jo ikke meningen, at man skal tilbage i form! Man skal være sammen med sit barn!« hyler de med intentionen om at få kvindelige publikummer til at hvile i dellerne og fnisende udskamme de medsøstre, der formaster sig til at løbe en tur med barnevognen.
I ’Mødregruppen’ – aka. politikernes funklende udflytterdrøm – er der nemlig kun én slags moderskab, der dur, og det er ikke den inkluderende slags. Det er dem, der har det let, og hvis mænd tjener mange penge – mod os, der har det sværere og hvis mænd er skolelærere. Rigtige mennesker med sunde, landlige værdier, forhøjet sukkerindtag og en naturlig fobi mod storbysnuder og kvinder, der har fået kejsersnit. Nå ja, og biseksualitet (»kan de ikke bare bestemme sig?!«). Det er lige så gammeldaws, som det lyder, søreme baseret på en ide af Peter Aalbæk Jensen.
For kort at opridse historien du med garanti har set en variation af før, går det ud på, at Line skal lære at sætte pris på hjertevenskaber og tomme flødekagekalorier i landsbyen Korinth (hvor de tror på »Gud og Julemanden«) til trods for shitstormen af bonderøvsfordomme, der ingenlunde står mål med hendes eget snobberi. Line og Majas familie drev engang en succesfuld lokal keramikfabrik, men i dag er produktionen udliciteret til Kina på foranledning af Line og hendes mand (Anders W. Berthelsen), hvorfor flere i byen er sure på Line over manglen på arbejdspladser.
Vor hovedperson bakser sågar med mandens juridiske trusler om at hente sønnen tilbage til Hongkong, og på den konto er det velkomment, at Line ikke tillige får en Prins Fynbo med i hatten som romantisk krydderi, som man kunne have frygtet. Hendes historie om at finde sig selv og moderinstinktet forbliver hendes egen, og herfra skal der lyde et stort shout-out til Danica Curcic, der stråler sjovt, troværdigt og momentvis rørende, selv med dramaturgisk mudder til knæene. Anmeldelsens tredje stjerne funkler udelukkende for hende.
For en folkekomedie at være er der flere grynt end egentlige grin at hente i ’Mødregruppen’, og det er især ærgerligt, at det centrale kvindevenskab mellem Line og Maja, der kunne have været filmens interessante rygrad, aldrig foldes ud, men blot baseres på intriger og flygtige referencer til en fælles fortid.
Som fortællingen skrider frem, begynder de øvrige medlemmer af gruppen ellers at bryde momentvis med punchline-stereotyperne, men skønt hyggen kommer snigende som morgendis over de (virkelig) smukke bakkelandskaber, kan ’Mødregruppen’s glasur ikke camouflere den beske middelmådighed – eller finde så meget som én fynbo på Fyn.
Ej heller får den point for at kæle for kvindeklicheerne, der gør lige så tykt grin med »pauseklovne med silikonebryster«, som den spotter Line for at have et »fisefornemt« sprogbrug. Det er selvfølgelig alt sammen spas og løjer, men ’Mødregruppen’s jantelovskonsensus graver ikke desto mindre irriterende grøfter.
Så meget for søstersolidariteten.
Kort sagt:
Privilegerede kvinder er kolde kællinger og kejsersnit egoistisk i middelmådig folkekomedie fra ide af Peter Aalbæk Jensen, der dyrker klicheerne, som var de saftige økogulerødder i den sydfynske muld.