Lucy Love

Tankevækkende eller bare tragikomisk? Man må enten fryde eller undre sig over, at Lucy Loves single ‘No V.I.P.’ bliver råspillet i klubundergrunden og på MySpace, hvor hipstere en gang imellem tager sig selv lidt for højtideligt. Og netop det er nummeret en reaktion på med sin kritik af coolnes-begrebet og selviscenesættelse.

Men nok om det. For selvom man godt kan have det sjovt og danse til musikken, så er der også en vis seriøsitet forbundet med hendes fortolkning af den beskidte engelske grime. Lucy Love er ung, kunststuderende og har zambianske rødder. Det smitter af på idealerne og ærgerrigheden, som afføder de pågående rim (leveret med cockney-accent), der kommenterer på knuste drømme, fordomme og så det føromtalte ungdommelige vægelsind.

Lyrikken pakkes ind i smældende og bastunge beats (signeret veteranen Yo A Kim), der nok trækker på grime-genrens rå minimalisme, men også har vuggende afstikkere til electro og dub ikke ulig den albumaktuelle brite The Bug. Vi er dog ikke i nærheden af samme apokalyptiske stemning, men ‘nøjes’ med en løftet socialrealistisk pegefinger.

Tommeltotten op for det. Og for det potentiale, som en lovende Lucy Lover viser. Måske er hun et stjernefrø i støbeskeen. Men skråsikkerheden må vente, når det kun kan måles på ep’ens tre egentlige numre (hvoraf det ene er en intro). Men fortsætter takterne på et helt album, så bliver det også svært at holde armene nede.