Fredo laver den mest kompromisløse UK-rap lige nu – på godt og ondt
Der er noget kompromisløst ved Fredo, og det er nok derfor, han er Englands mest hypede gaderapper lige nu. Hans flow er næsten altid hårdt. Produktionerne er altid tunge og minimalistiske.
Det kan næsten blive monotont, når han derudover også dyrker gentagelsen som stilform. Men det har også noget overbevisende i sig: Som på ’Morning’, hvor London-rapperen insisterer så meget på, at han står tidligt op, at du til sidst tror på ham. For Fredo lyder, som om han mener det. Og han lyder som en, man ikke har lyst til at sige imod.
De to ting – autenticitet og autoritet – er kernen i Fredos musik. Og på ’Third Avenue’ udtrykker han dem så stilrent og konsekvent som aldrig før.
For før har Fredo prøvet kræfter med amerikansk-inspireret trap på sange som ’Trap Spot’, og han har endda dyppet sine tær i caribiske vande på sange som ’Tell Me’. Og så er der selvfølgelig det storhittende Dave-samarbejde ’Funky Friday’, en gyngende klubrap-banger, der gik nummer et i England tidligere i år.
Men på ‘Third Avenue’ har Fredo kogt lyden ned til sin essens – det handler om gaden, vennerne der svigtede, stofferne der blev solgt, og om succesen, der aldrig kan hele arrene.
Og så dukker Dave faktisk også op. Men ’All I Ever Wanted’ er en langt mindre triumferende affære end ‘Funky Friday’. Det er en mere sammenbidt sang om illoyale bekendtskaber, tætte venner bag tremmer, og omverdenens jalousi, når man slår igennem.
Åbningsverset er et af albummets stærkeste: »Sixty racks on a couple of chains / but still I’m feeling like something is strange / when I was broke, I thought money healed pain / but now I realize it’s money to blame«.
Man forstår, at selv om der dukker lidt klaver op, og Fredo endda synger på omkvædet, er han primært kold, hård og alene. Og sådan er det på det meste af ’Third Avenue’.
Det giver albummet noget sammenbidt, næsten bittert. Som på ’BMT’, den triumferende single, der lyder en del som Stormzys ’Big For Your Boots’. Her hamrer Fredo beatet i stumper og stykker, men lyder næsten ikke som om, han morer sig med at gøre det.
Den sammenbidte stil er både hans styrke og svaghed. Det er stærkt, fordi den her kompromisløse hårdhed er imponerende og svær at skyde igennem. Fredo udtaler alle sætninger med fuld kraft, med tryk på hvert ord og hver stavelse, og det giver indtrykket af, at han mener alt, han siger. Det er anti-mumblerap. Man hører efter.
For Fredo har noget af amerikanske Meek Mills dedikation til virkelighed. Man holder allerede vejret på introen, når han fortæller om balancegangen mellem gadeliv, ansvar og berømmelse: »My friend’s mum asked me, why do I still come to the block? / ’cause my brothers are here, mummy, and I love ’em a lot«.
Samtidig har han samme evne som de helt store UK-stjerner Skepta og Stormzy til at få dig til at lytte med meget få virkemidler. Han rapper som om, han har øjenkontakt med dig og står meget tæt på. Han kan bære en sang (eller et album) helt alene.
Til gengæld har Fredo stort set intet af Meek Mills følelsesfulde energi i sin stemme – og han har intet af den humor eller det sproglige overskud, der trods alt stedvis præger Skepta eller Stormzy. Det gør, at sange som ’Money Maker’ ikke fungerer. Der er altså ingen, der har lyst til at høre en sang om at ryste røv, der er leveret, som om Fredo hader at have det sjovt.
Heldigvis holder UK-artisten sig mestendels til sit speciale: Hårde betonfortællinger, der leveres i øjenhøjde. På sange som ’Pray For You’ og ’Property Picking’ formår Fredo at få bitterheden over omverdens svigt til at virke som en personlig fornærmelse, som han kun kan overvinde ved succes.
Stedvis er der desuden glimt af noget mere. Som på ’Mmhm’, hvor et catchy flow gør en aggressiv gangstasang til et hit. Eller ‘Love You For That’, hvor han formår at gøre den klichéprægede ‘sang-til-mor’ så specifik og overrumplende ærlig, at man hænger ved hvert ord.
På de øjeblikke forlader Fredo sin kompromisløse æstetik, og man fornemmer, at selv om den benhårde gaderap er hans specialitet, behøver den måske ikke være det eneste, han dyrker. Det kan være, der er mere at vinde ved at gå i andre retninger. Men lige nu er Fredo den hårdeste og mest kompromisløse UK-rapper – og det er heller ikke et dårlig sted at være.
Kort sagt:
Fredos sammenbidte stil beskriver og forarbejder oplevelsen af at vokse op på gaden, omringet af illoyale bekendtskaber og med fjender på hvert hjørne.