Gibbard/Kenny
Det er efterhånden ikke så få projekter, Benjamin Gibbard har musikalske aktier i. Foruden at være forsanger, guitarist og sangskriver i det amerikanske indierock-orkester Death Cab For Cutie, er han også manden bag enmandsprojektet All-Time Quarterback og den ene halvdel af indietronica-duoen The Postal Service, som i 2003 udgav det kritikerroste debutalbum ‘Give Up’.
Nu har Gibbard imidlertid sat sin signatur på endnu et projekt. Men denne gang er han ikke gået i navneskjul for at dække over sin kunstneriske tilstedeværelse. Sammen med Andrew Kenny, frontmand i amerikanske American Analog Set, har Gibbard under eget navn takket ja til at medvirke i serien af split-cd’er, som pladeselskabet Post Parlo har haft stor succes med at udsende under titlen ‘Home’.
Idéen er i al sin enkelhed, at to kunstnere deles om én plade – i dette tilfælde med fire musikalske bidrag fra Gibbard og fem fra Kenny – og ligesom med de tidligere udgivelser er musikken udelukkende akustisk.
De forbehold slipper såvel Benjamin Gibbard som Andrew Kenny udmærket fra, selvom de mest iørefaldende sange alligevel går til Gibbard. Det skyldes ikke mindst numre som ‘You Remind Me Of Home’ og ‘Former Chords’, hvis lyse og opløftende melodilinjer falder kærkomment her i vintertidens sidste bidende favntag.
Ikke desto mindre formår Andrew Kennys ‘Hometown Fantasy’ at trække de længste spor i hukommelsen. Den papirstynde vokal og det sarte, dystre guitarklimpreri viser sig nemlig efter nogle gennemlytninger at være gjort af det stof, enhver musikelsker med hang til kunstartens små vrangsider ikke kan andet end tage til sig.
Men flere fristelser af den slags byder Kenny desværre ikke rigtig på. Trods alle gode intentioner forfalder de fire efterfølgende sange fra hans sangskriverpen lidt for hurtigt til det kedelige og letkøbte, og så må Ben Gibbard redde det samlede foretagende på sin melodiske snilde og umiddelbarhed.
Det gør han til gengæld godt nok til, at man alligevel får sig en tillokkende omgang hjemve i selskab med de to kunstnere.