’Den som dræber – fanget af mørket’ er dræbende… kedelig
Der er et afsnit af true crime-podcasten ’Serial’, hvor det går op for vært Sarah Koenig, hvor svært det er at huske bare et par dage tilbage. Hun interviewer highschool-studerende om deres gøren og laden for seks uger siden, og stort set ingen kan give uddybende svar. »Jeg var nok i skole, nej vent jeg arbejdede. Jeg arbejdede efter skole. Faktisk når jeg tænker over det, så var jeg kun i skole. Jeg arbejdede helt sikkert ikke«.
’Den som dræber – fanget af mørket’ er den type kriminalserie, hvor alle har en knivskarp hukommelse, og hvor efterforskerne dybsindigt studerer kort og avisartikler på Google-lignende søgemaskiner. Fortsættelsen til TV 2’s kortlivede ’Den som dræber” ankommer, otte år efter første sæson gled over skærmen i 2011. Meget er ændret siden da.
Laura Bachs efterforsker Katrine Ries Jensen og Jakob Cedergrens profiler Thomas Schaeffer er blevet skiftet ud med Kenneth M. Christensen (’Arvingerne’, ’Kriger’) og Natalie Madueño (’Bedrag’) i stort set den samme karakterkonstellation, bare med omvendt kønsfortegn.
Den garvede politiefterforsker Jan Michelsen (Christensen) er mere end almindeligt investeret i sagen om den 17-årige gymnasieelev Julie, der er forvundet på sjette måned. Da han får mistanke om, at hendes forsvinden er forbunden til et henlagt sag om en anden forvunden gymnasiepige, kontakter han profileren Louise Bergstein (Madueño), der modvilligt indvilliger i at hjælpe ham med at fange det, de nu tror er en seriemorder.
Oplægget fejler ikke noget, men vi har set det hele før. Og udført bedre.
Jan lever og ånder for sit arbejde, har rod i privatlivet og er den slags efterforsker, der dukker op, når Julies skidefulde bror bliver smidt ud efter et tilfældigt barslagsmål. Han tager jagten på Julies gidseltager så personligt, at man tænker, om han ikke skulle havde valgt en karrierevej, der krævede mindre personligt engagement. For sin egen og for omverdenens skyld. Louise har også sine lig i lasten og har kvittet sin karriere hos politiet under mystiske omstændigheder. Serien står og falder med forholdet mellem de to. Deres kemi er som en våd klud.
Serien sælger sig selv på at være en ’whydunnit’ frem for en ‘whodunnit’. Det betyder, at seriemorderens identitet afsløres allerede i andet afsnit. Intentionen med at dykke dybt ned i en seriemorders psyke har masser af potentiale og kan skabe rørende og komplekse karakterportrætter, som man blandt andet har set det for nylig i ’The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story’. Her halvvejs inde i sæsonen er der stadig rigeligt rum for at skabe vedkommende kompleksitet, men det billede, de første episoder tegner med modertraumer og en hård opvækst, kører på mange af de velkendte seriemorder-stereotyper.
Det kunne også give Louises profiler godt med stof at arbejde med, mens hun graver sig ind til kernen af, hvem seriemorderen er. Men i stedet ender hun med at lave en række uunderbyggede, næsten clairvoyante postulater, der så selvfølgelig ender med at holde stik.
Dialogen byder på perler som »så han kan finde på at gøre det igen?«, vel og mærke efter at vi er blevet enige om, at det er en seriemorder, vi har at gøre med, og »har du set, de har fundet et lig?« i sådan en helt naturlig samtale mellem gymnasiepiger. Forresten fremsagt af en hvidblond pige, der passer morderens profil til punkt og prikke og skal gå en lang, mørk vej hjem alene…
Nordic noir-stemningen er intakt med flotte, blåtonede billeder og et Agnes Obel’sk lydspor, der sætter tonen for en serie, der skulle havde været meget mere psykologisk knugende.
Kort sagt:
Viaplays nye ’Den som dræber’ gentager alle nordic noir-klicheerne.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.
Læs også: Til alle, der er rundforvirrede over, hvad der foregår i ’True Detective 3’