Dolores O’Riordan

Man må give den irske sangerinde Dolores O’Riordan, at hun ikke er bange for at tale om følelser. Og af den grund minder den tidligere The Cranberries-frontfigurs andet album i eget navn mest af alt om en seriøs venindeaften, hvor tvivl og tro endevendes i en evighed.

Det er i udgangspunktet både ærligt og velmenende, men under gennemlytningen af de 11 numre gribes man alligevel hurtigt af en ungdommelig trang til at fucke det seriøse selskab op. For når de personlige erkendelser kommunikeres ud som standard-produceret radiopop, der synes skabelonskåret til at danne smagfuldt soundtrack til et boligkatalog-indrettet forstadsliv, så har undertegnede i hvert fald svært ved at holde interessen fangen. Og godt håndværk eller ej så ryger flertallet af ‘No Baggage’s sange direkte ind ad det ene øre og videre ud af det andet med direkte kurs mod glemslen.

Ikke at alt på albummet er middelmådige modenheder. På ‘Apple of My Eye’ leveres tekstens ganske vist rigelig svulstige kærlighedserklæring med fint afmålt patos og indbydende stryger-akkompagnement, der klæder den fine melodi, ligesom ‘Skeleton’ besidder noget af den samme storladne, keltrockede singalong-appel, der sikrede The Cranberries’ massive 90’er-succes. Men på bundlinjen står stadig en overvægt af banaliteter som ‘Switch Off the Moment’, ‘Throw Your Arms Around Me’ (titlerne siger ligesom det hele!) og den knastørre klaverballade ‘Lunatic’, der mest af alt giver en lyst til at detonere en rørbombe i samtalekøkkenet.