Bright Eyes ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ + ‘Digital Ash in a Digital Urn’

Amerikanske Conor Oberst er intet mindre end et fænomen i sit hjemland. Han er blot 24 år gammel, har en lang stribe udgivelser bag sig, og deler vandene som en indierockens Moses. Hans tekster er navlepillende ransagelser af ungdommens tungsind, stemmen er overmåde indfølt og skælvende, og musikken triller af traditionsbevidste veje. Han er politisk korrekt ud over alle grænser, og unge idealister tilbeder ham som en gud, imens ældre kynikere afskriver ham som en krukke. Var Conor Oberst dansker, ville han have siddesår efter ti faste år på Barometer-tronen.

I vanlig ambitiøs stil udsender Oberst nu, under sit pseudonym Bright Eyes, hele to album på en gang – den afskrællede og primært akustiske ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ og den mere eksperimenterende tvilling, ‘Digital Ash in a Digital Urn’, hvor han leger med elektronikkens moderne muligheder. Den todelte struktur er et godt valg, for de to udspil er ulige i både stil og kvalitet.

På ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ springer Oberst endelig ud som den begavede historiefortæller og guddommelig sangskriver, han altid næsten har været. Vist er der stadig spor af simpel gymnasiepoesi, men det blåøjede og ærlige står denne gang som en styrke, når han væver politiske betragtninger med personlige beretninger fra en narkobelagt, tom tilværelse blandt New Yorks jetset.

Folk- og country-anerne hersker og underbygges elegant af et diskret band med aktiv pedalsteel og Emmylou Harris’ elegante stemme, som yder assistance her og der. Oberst stråler i rollen som afklædt poet, og singlen ‘Lua’, samt ‘First Day of My Life’ og ‘Land Locked Blues’ (med dens simple og sigende krigskommentar, “If you walk away/I’ll walk away”) er fødte klassikere.

Hvor ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ er en naturlig forlængelse af tidligere Bright Eyes-udspil, søger ‘Digital Ash in a Digital Urn’ selvbevidst eventyret ud ad helt nye og noget mere ujævne veje. Oberst har gemt den akustiske guitar væk og i stedet indhyllet sin stemme i trommeloops, strygere, keyboards og køligt klingende samplinger. Borte er intimiteten, og sangene er ikke helt så krystalklare og imponerende stærke, som på tvillinge-udgivelsen.

Men den overvældende ‘Down a Rabbit Hole’ viser alligevel med sit ganske grandiose arrangement, at der er mening med eksperimen-terne. Kuldslået eller ej, så river den lytteren med på sine brusende bølger i stedet for blot at pirke til hjertekulen, som Bright Eyes ellers ynder at gøre. Oberst har pludselig rigtigt mange tangenter at spille på.

Dette dobbeltudspil er tæt på dumdristigt, men i sidste ende overvindende i sit overmod. Det er dels Bright Eyes, når Bright Eyes er bedst og allermest inderlig. Og det er dels et afgørende ryk væk fra den sikre sti, hvor alt risikeres og ganske meget vindes. En modig ung mand med en stor fremtid for sig.