‘A Dog Called Money’: Filmen om PJ Harvey blegner over for hendes eget storværk

CPH:DOX. Hvis man følte, at samfundskritiske sange hørte fortiden til, fejede PJ Harvey resolut den slags overvejelser bort med sit seneste album ‘The Hope Six Demolition Project’, der udkom i foråret 2016. Et stærkt og vedkommende album, hvor det britiske rockikon fandt inspiration fra rejser til Kosovo, Afghanistan og Washington DC.

Her havde Harvey følgeskab af den anerkendte fotojournalist Seamus Murphy, hvis linse har fanget mangt et scenarie i verdens brændpunkter. Således også i denne dokumentarfilm, hvor Murphy desuden bærer instruktørkasketten, og som med sikker visuel sans dvæler ved detaljer og situationer.

Både de livsbekræftende – glade ghettodrenge, som med skudsikker attitude rapper om livet på vrangsiden i den amerikanske hovedstad – og de foruroligende, når stress og utryghed breder sig blandt flygtninge ved den græsk-makedonske grænse.

Genremæssigt sigter ‘A Dog Called Money’ mod både at være en reportage fra disse konfliktzoner og en musikdokumentar med et kunstprojekt, der involverer publikum.

Når Harvey på et tidspunkt siger »Everything is staged, that’s how it is«, har det således et metalag, eftersom filmen sættes i scene, lige så vel som musikerne sætter tilblivelsen af albummet i scene i et til lejligheden designet rum i Londons historiske Somerset House, hvor publikum inviteres inden for til at beskue indspilningsprocessen.

Det er blandt andet i dette rum, at man mærker filmens akilleshæl. Givetvis i et forsøg på netop at definere de forskellige scenarier tyer Murphy til en markant klipning, som nærmest river situationerne fra hinanden frem for at lade dem smelte sammen.

Som når man øjeblikkeligt skal omstille sig fra leende musikere i det klinisk æstetiske indspilningsrum til et goldt bjerglandskab og børn med dybe blikke blandt ruiner. Denne bratte vekslen mellem hovedpersonen på hjemme- og udebane skaber distance og diskrepans. Hvilket er ærgerligt, fordi man ellers tydeligt fornemmer den engelske sangerindes ydmyghed, når hun træder ind i de martrede udsatte konfliktzoner.

Man er ganske enkelt langt mere grebet i sekvenserne, hvor Murphy dokumenterer de miljøer og skæbner, som inspirerer Harvey, modsat den efterfølgende indspilningsproces. Når hun suger inspirationen til sig i mødet med lokale musikere i Afghanistan. Når en ældre dame, der vandrer gennem Kosovo, foreviges i ‘Chain of Keys’. Og når Harvey over telefonen involverer koret fra Anacostia Gospel Service i Washington, som bidrager med vokalharmonier til ‘The Community of Hope’, så hårene rejser sig.

Filmen er også skæmmet af formåls- og retningsløse valg. Hvorfor vi pludselig skal med til et Trump-rally under præsidentvalget i 2016, når ‘The Hope Six Demolition Project’ blev til året før, forbliver et mysterium. Denne form for revisionisme og forsøg på at vinkle filmens fokus (Harveys kunstneriske projekt) efter forgodtbefindende virker mildest talt forvirrende, når Murphy resten af tiden agerer registrerende dokumentarist.

Seamus Murphy har bestemt blik for at indfange stærke visuelle momenter, som lagrer sig i bevidstheden, men han formår ikke at etablere en fortælling, som belyser, hvorfor PJ Harvey drog ud i disse randområder.

Over for ‘The Hope Six Demotion Project’ blegner ‘A Dog Called Money’ og fremstår mere som et appendix frem for et selvstændigt værk. Heldigvis er førstnævnte et formidabelt album, som langt bedre end filmen gør os klogere på PJ Harveys kunstneriske proces.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019