Tim Christensen
På den juleaktuelle dvd med Tim Christensen er han – og resten af bandet – samlet i Abbey Road studierne i London, hvor han giver Honeyburst-turneens sidste koncert. I øjenhøjde med publikum kun afskærmet af røde polstrede reb får vi en anderledes koncert med bedre livelyd, end man ofte hører fra koncertoptagelser. Et år med næsten 100 koncerter kulminerer med et band på toppen og Christensens bedste hits.
Men meget mere end musikken er der heller ikke at komme efter ved koncerten. Tim Christensen løfter sig maksimalt op til at sige ‘Thank you’ mellem numrene. Det er ikke attituden, der trykker. Ser man derimod koncerten med hans kommentarer undervejs, strør han om sig med anekdoterne. På scenen vil han helst lade musikken tale, som han siger.
Man får blandt andet at vide, at publikum stort set er pladeselskabsfolk og danskere med bopæl i London. De virker ikke helt opdaterede med den hjemlige musikscene, og det er hovedpersonen da også godt tilfreds med. Det behøver nemlig ikke ende i ‘synge med’-seancer og fadølsfest hver eneste gang.
Ud over koncerten finder man på dvd’en også et sikkert akustisk set med blandt andet to Dizzy Mizz Lizzy-numre. Og det var netop i Abbey Road, Dizzy indspillede deres anden plade, hvilket var lidt af en skuffelse for guitaristen. Han delte ikke oplevelsen med de to andre, der ikke satte pris på de musikhistoriske vinde, som Tim mærkede overalt. Det fortæller han bredt om i interview-sektionen og i ‘Behind the scenes’ viser han rundt, mens scenen bliver stillet op. Begge dele omfattende og fornøjeligt. Til gengæld er dokumentaren ‘From Roskilde to Abbey Road’ en smule skuffende og bliver hurtigt kedelig.