‘Den sidste gentleman’: Robert Redford har stil i sin sidste filmrolle
Forrest Tucker er ikke som de fleste bankrøvere. Forrest Tucker har stil.
Han er mildest talt oppe i årene, er flygtet fra fængslet »igen-igen«, og sammen med sine to håndlangere, der ligesom ham er veteraner på feltet, har han sat sig for at røve en stribe banker gennem USA. Han bærer blå habit og falsk moustache. Han truer aldrig direkte ekspedienterne, men viser dem blot sin pistol og beder dem høfligt om at tømme pengeskabet. Alt sammen meget diskret og med et smil på læben. Det er ikke pengene, der driver værket, men simpelthen lysten. Han er god til det, han gør, og han kan godt lide at gøre det.
Tucker spilles af ingen ringere end Robert Redford, der har fortalt, at rollen bliver hans sidste, før han går på pension. I så fald har han sikret sig en både blød og god landing. ‘Den sidste gentleman’, der er instrueret af David Lowery (’Ain’t Them Bodies Saint’, A Ghost Story’), foregår i 1980’erne og er baseret på virkelige hændelser, men er langt fra noget dokudrama. Ligesom sin hovedperson er den en venlig, stilfærdig og ganske underholdende affære. Den er mere romantisk komedie end thriller, som det anslås i åbningsscenen, hvor politiet forfølger Tucker på motorvejen, og Tucker undgår dem og holder ind i nødsporet – for at komme en dame, der er tæt på hans egen alder, til undsætning.
Hendes bil er gået i stå, han tilbyder hende et lift, og de falder i snak. Samtalen fortsætter på den lokale diner, over en kop kaffe og et stykke kage. Han siger lige ud, hvad han laver. Hun er ikke overbevist. Og så alligevel. Kan Jewel, som hun hedder, få Tucker til at slå sig til ro? Det er der vist ingen, der tror på, selvom der er fin kemi mellem dem. Tucker kan selvfølgelig ikke holde sig i skindet, også selvom det står klart, at politiet og FBI nærmer sig ham og hans bedstefarbande, der er bredt elsket blandt befolkningen, med hastige skridt. Det er i det hele taget ret forudsigeligt, hvordan det ender.
Men det er heller ikke filmens ærinde at skabe spænding. Den er smaskforelsket i sin hovedperson og sin hovedrolleindehaver. Det er et portræt af Tucker og en hyldest til Redford. Den ene er udbryderkonge og rutineret forbryder, den anden Hollywood-ikon gennem et halvt århundrede.
Begge er de fortsat i deres profession, lang tid efter de fleste andre ville have trukket sig tilbage. Filmen igennem fremhæves flere ligheder mellem de to. På et tidspunkt bladrer politimanden gennem Tuckers forbryderalbum, og vi ser fotografier af Redford i alle aldre. Samme finte bruges senere i filmen, hvor Tuckers mange vellykkede flugtforsøg bliver gengivet, og en helt ung Redford dukker op på lærredet.
’Den sidste gentleman’ er Redfords sidste stik.
Kort sagt:
‘Den sidste gentleman’ er Redfords dæmpede og hyggelige filmfarvel.