Mokira

Svenske Andreas Tilliander vurderes i øjeblikket til at være en af Nordens mere interessante skandinaviske electronica-kunstnere, og han har allerede udgivet flere cd’er under en hel række af navne, blandt andre Lowfour, Rechord, Komp og Mokira

På den seneste udgivelse ‘FFT pop’, som han har udgivet under navnet Mokira, lader Tillianders svenske ophav sig ikke fornægte. Det er som om en skandinavisk stemning gennemsyrer musikken. Det er ikke utænkeligt, at Tillian har stirret ud over en svensk, vintergrå sø eller solnedgang over en frostblå himmel, mens albummet blev bygget op. Ikke at musikken er vinterdepressiv – men den er eftertænksom, stemningsfyldt og nærmest nostalgisk og passer uendelig godt til kølig halvmørk vinterstemning, tumlende sneflokke og flakkende lys.

Musikken er knitrende, drævende elektronisk dub, der flyder fremad i skiftende lydbilleder frem for i rytme. Den er minimalistisk, men alligevel spækket med detaljer og niveauer, bygget op af digital knitren, fragmenterede elektriske støjimpulser og loopede lydelementer, der langsomt varieres og moduleres. Enkelte af numrene fremstår nærmest abstrakte.

Numrene “Tsuki no Kioku” og “Left Behind and Sour” hører til de mere melodiøse numre på cd’en. På førstnævnte har Tilliander fået besøg af den japanske gæstevokalist Piana, som her bidrager som eneste sangstemme på FFT Pop.

Helhedsindtrykket af FFT Pop er stemningsfuldt, detaljeret, eksperimenterende og abstrakt. Det kan ikke kaldes lettilgængelig musik. FFT Pop kræver ekstra opmærksomhed, fordi numrene ellers godt kan glide sammen og som helhed blive et lidt monotont lydtapet. Det er som om Tillianders musik holder én lidt hen med en endeløs strøm af henkastede, stemningsfulde elektroniske manipulationer – som i altså enkelte numre får en til at længes efter bare en lille smule mere melodi.