Ammoncontact

Det lover oftest godt, når et af de sidste ti års mest betydningsfulde pladeselskaber sender en ny plade på gaden. De to venner Carlos Niño og Fabian Ammon, der udgør L.A duoen Ammoncontact, er de nyeste ninjaer i klanen. Deres speciale er beat- og samplebaseret musik i et roligt tempo, der lægger sig op ad den instrumentale hiphop og til tider downbeat. Det gør de ganske fornuftigt, uden at det på noget tidspunkt bliver egentligt vedkommende.

Stilen er momentvis funky, men for sporadisk til for alvor at sætte sit præg. Hvor man kunne forvente kastestjerner og andre dødbringende elementer, er det farligste på denne plade et par kantslag uden den velkendte ninjamagi. Efter 11 instrumentale numre får vi med det afsluttende titelnummer endelig lidt liv. Her introduceres Dwight Trible, der med sit fornemme rap, gør dette nummer til albummets højdepunkt. Ellers er det kun ‘Through The Moon’ der formår at skille sig ud. Et dubbet nummer, der lever i kraft af en særdeles funky keyboardfigur.

Der er uendeligt mange måder at lave musik på, hvilket titlen på albummet indikerer, og det kan man kun være enig i. Det behøver ikke at være eksperimenterende og nyskabende, men der skal være nerve. Den er desværre mestendels fraværende, hvilket dog ikke gør det til et dårligt album. Det er blot uvedkommende og ligegyldigt.