Girls in Hawaii

Når navnet er Girls in Hawaii, og etiketten er indie, associerer man automatisk til noget lyst, luftigt og legende. Og det er da heller ikke helt ved siden af med dette andet album fra det belgiske 6 mands-orkester. I forlængelse af 2004-debuten spilles her nemlig også en varieret og varm indierock med et strejf af noget psykedelisk og inspiration fra blandt andet Radiohead, Flaming Lips, Grandaddy og Yo La Tengo.

Måske er det netop bandets tydelige påvirkning fra de sene 90’eres indiescene og dennes hang til skrøbelige, lette og lyse vokalarrangementer, der i længden gør dette belgiske bekendtskab lidt anstrengende. For allerede efter en håndfuld sange bliver man lidt træt af forsangerens konstante, let pivende og forvrængede, Thom Yorke-vokal, der afslører sig selv som yderst middelmådig.

Enkelte sange stikker dog ud. ‘Shades of Time’ er en uimodståelig poprock-perle, mens ‘Fields of Gold’ trasker derudad med stortromme, sitar og andre små-eksotiske godter, og nummeret fremstår i al sin dragende melodiøsitet som albummets svævende højdepunkt. ‘Colors’ og ‘Birthday Call’ viser, at det er bandets længere og uforudsigelige kompositioner, der virker bedst. ‘Bored’ er omvendt en ulidelig stiløvelse i uinspireret indie-mumlen, med uoriginale linjer som »I hope I die before I get old«. Ja, her keder man sig grumt og indser, at nummerets titel er ret betegnende for denne bløde mellemvare.