The Breeders

Selv om man fornemmer en større grad af fantasi og variation i forhold til forløberen fra 2002, ‘Title TK’, er dette fjerde album fra amerikanske The Breeders stadig kun halvgjort gerning. Den tidligere Pixies-bassist Kim Deal og søsteren Kelley fascinerer godt nok med syrligt og charmerende tostemmigt vokalarbejde. Problemet er bare, at de sange, de synger, for en stor dels vedkommende simpelthen ikke er gode nok.

Værst står det til på den hæslige og ensformige ‘Istanbul’, der i al sin ligegyldighed fremstår som en simpel stiløvelse frembragt på en dag, hvor der ikke var andet at lave, og ‘Regalame Esta Noche’, et pinligt forsøg på latinsk sensualitet sunget på så dårligt spansk, at man føler behov for at købe nye sko i en mindre størrelse. Her er simpelthen for mange korte og spontant spillede numre uden substans.

Nuvel, enkelte steder fungerer det fremragende, blandt andet når de dybe bass-hooks får lov at dominere og tempoet holdes højt, som på ‘German Studies’ og ‘Walk It Off’. Her er der tale om solid og smittende guitar-bas-tromme-punkrock uden dikkedarer.

Mest af alt må ‘Night of Joy’ og ‘We’re Gonna Rise’ dog fremhæves for deres drømmende lydlandskaber og smukke pigepop-harmonier, der sender tankerne direkte ind i David Lynch- og Julee Cruise-land. I en sådan grad at man sidder tilbage med ønsket om, at The Breeders ville give sig mere hen i samme stil og lege lidt mindre.