Majessic Dream

I en tid, hvor bogstavleg efterhånden er blevet en populær sport blandt både anmeldere og musikere, der måske frygter at virke for banale, kunne man fint prøve at bytte det sidste s i Majessic ud med et t.

Ikke at den svenske lo-fi duos fremtræden på nogen måde er majestætisk; det er til gengæld den overbevisning, hvormed de fremfører deres små skrøbelige nattesange om kærligheden og frygten for at miste den.

Og for at skære det ud i silkepapir, som udgivelsens fine håndlavede cover, er det med en vis ærefrygt, at jeg sidder og skal anmelde duoens første hjemmelavede udspil, det gør demo-begrebet rent til skamme.

Drømme kan på ingen retfærdig måde bedømmes, og der er lige præcist drømme duen præsterer at præsenterer igennem de fire afdæmpede og personlige sange, der pibler frem fra et tykt lag af susende elektronisk støj som små funklende klarsyn i mørket.

De basale virkemidler er simple, Jessica Majessics smidige skønsang og Mats Majessics let dansende guitarspil, men effekten varieres og forstørres stærkt af et tillæg af afdæmpede samples af støjguitar og skrammellyde og en yderst fintfølende produktionsfornemmelse.

14 minutter og 26 sekunder. Der er alt hvad der skal til for Majessic Dreams, for at leverer en fremragende helstøbt debutudspil og samtidig skabe en susende forventning om meget, meget mere.