Slowthais knivskarpe debutalbum beskriver et kaotisk og utrygt England
Slowthai lægger ikke fingre imellem på ‘Nothing Great About Britain’, der åbner debutalbummet af samme navn – han rapper spydigt og ikke uden humor om det samfund, han lever i (og om at føle sig udenfor det). Hans politiske agenda er ikke som sådan nyskabende, men alligevel er der tilstande lige nu, der gør den presserende.
Slowthai beskriver et kaotisk og utrygt England mærket af Brexit, stigende ulighed og en nationalistisk højredrejning. Han taler både for ungdommen og for den arbejderklasse, han selv kommer fra og står for, og han har netop været rundt og spille koncerter i mindre engelske byer, hvor billetterne kostede 99 pence.
Det er en tung, personlig fortælling om et land i social og politisk nedsmeltning. Vreden og utilfredsheden gennemsyrer alt (også Slowthais liveshows, som er kendt for at være voldsomme og aggressive). Men rapperen bliver mest i sin egen personlige verden. ‘Gorgeous’ afsluttes af en fortælling om at tage til fodboldkamp med sin stedfar. ‘Toaster’ er en passivitets-anthem om at trække sig og følge sin egen sti, og den bliver efterfulgt af ‘Peace of Mind’, der handler om, at Slowthai kun finder ro, når han sover og drømmer om det liv, han ikke lever.
Trods al håbløsheden finder en slags håb alligevel vej: På albumlukkeren ‘Northamptons Child’ beskriver Slowthai sin rodede barndom, men også den kærlighed og respekt, han har for sin mor; hans »only queen«, en lille stikpille til Dronning Elizabeth, der flere gange får ord med på vejen. Når verden ikke føles meningsfuld, finder Slowthai mening i de nære relationer.
Det er hans eget liv og beskrivelsen af mødet med den ubehagelige verden udenfor, der dominerer ‘Nothing Great About Britain’. Samfundskritik, der vokser ud af en personlig fortælling. Og netop måden, hvorpå han bruger det personlige til at sige noget mere generelt, gør albummet så rammende.
Selv uden sit samfundskritiske islæt havde Slowthai været lyttet værd. ’Dead Leaves’ er et glimrende eksempel på hans flerlagede og skarpe vokaler, der efter sigende alle er optaget i ét take (»Tyrone for PM / ’cause I’m active AM to PM / drop-top on the BM / BM drop top when she see him«).
Som rapper viser han tilbage til særligt Dizzee Rascal (»I ain’t Dizzee, I’m just a boy in a corner«), og Kwes Darko, Slowthais hovedproducer, er ekspert i at få sine produktioner til at føles som klassisk grime, uden at de lyder af fortiden. På en måde går Slowthai også længere tilbage – punken spøger på ‘Doorman’, og ‘Peace of Mind’ leder tankerne tilbage på The Streets. Slowthai er tydeligt formet af fortiden, men bærer den også med ind i nutiden.
Både musikalsk og i en større politisk og kulturel sammenhæng viser Slowthai, at han fortjener at blive taget alvorligt – ligesom den vrede og utilfredshed, han symboliserer. Og selv om albummet skulle få os til at tro, at der ikke er noget godt ved Storbritannien, er der i hvert fald kommet én god ting ud af alt kaosset; nemlig Slowthai selv.
Kort sagt:
Slowthais debutalbum er en personlig fortælling om et land i social og politisk nedsmeltning, der beviser, at der er kommet mindst én god ting ud af alt kaosset; nemlig Slowthai selv, der er skarp, spydig og velrappende.
Læs også: To af Englands mest markante unge stemmer beviste, hvorfor UK rap altid vil være relevant