Slowthai og Octavian er to af de mest fremadstormende stemmer på den engelske hiphopscene lige nu. Slowthai dyrker en klassisk grimelyd med hårde engelske gloser og minimalistiske instrumentaler, blandet med en tydelig post-Soundcloudrap-vrede. Octavian gør det modsatte og bevæger sig ud over grime og UK-Drill og pendulerer mellem klubben, gaden, soveværelset og melankolien. Octavian er efterfølgeren til J Hus og Stormzy, mens Slowthai peger helt tilbage mod Dizzee Rascal.
Det var altså to af Englands mest markante og nyskabende stemmer lige nu, der om natten gik på scenen i Den Grå Hal, da Journey.fest lørdag lukkede tre dage med Journey-arrangementer.
Det virkede dog som om, folk lige skulle finde sig selv igen efter aftenens spraglede program, der blandt andet havde budt på mere eksperimenterende indslag som Yves Tumor og Health. Til gengæld var der en del, der vist var mødt op for at opleve netop de to rappere, og før Slowthai var der også et kort sæt fra Flexlikekev, der heldigvis hurtigt fik energien op.
Slowthai gjorde det fra starten klart, hvad han var kommet for. Han lagde ud med den aggressive ’Drug Dealer’ – herefter bad han folk række en finger i vejret og sige ’fuck everything’ (senere på aftenen ’fuck Theresa May, fuck Donald Trump, fuck the government’). Rapperen optrådte med en enorm intensitet, og selv om han også leverede sine linjer, var der flere steder, hvor rap blev til råb – han måtte også erkende; »man, my voice is fucked«.
Slowthais force var dog hverken rap eller råberi, men hans energi. Flere gange opildnede han til moshpits og wall of death, og under ‘IDGAF’ fik han publikum til at dele sig på midten for så at løbe mod hinanden på det metalagtige drop. Men det var ikke godt nok, som han sagde efter et pull-up. Det skulle gøres igen, vildere. Flere gange opfordrede han til at »FUCKING MOVE« og »GO HAM«.
Slowthai ville ikke vise sin vrede frem, men have folk til at tage del i den, og han var (ofte bogstaveligt talt) i øjenhøjde med publikum. Alle var en del af det. Da nogen i publikum kastede en drink over Slowthai, var han hurtig til at påpege, at det ikke var den slags, vi havde gang i: »You don’t throw drinks at people you love, love« – vi er sammen her.
Han sluttede med ’T N Biscuits’ og tog en sidste sejrsrunde og en sidste moshpit, inden han forlod scenen. Det var hurtigt overstået, men der var ikke brug for mere. Slowthai efterlod en sal, der stadig summede af energi, efter vreden og kaosset havde fået frit løb.
Herefter var det Octavians tur. Desværre var det nok Slowthais intense show, der skulle have rundet aftenen af. Dette førte til, at alle (også Octavian) skulle finde et intensitetsniveau, der passede, efter den foregående energiudladning.
Octavian kom nemlig med en anderledes energi. Bare sceneudtrykket var mere poleret – Slowthai optrådte i bar mave og med en dj i elefanthue. Octavian havde lysstofrør, visuals og en cool attitude – han startede roligt ud. Det var fra starten tydeligt, at Octavian fokuserede på at rappe godt og tydeligt fremfor at råbe, hvilket tjente til hans fordel. Han har en unik, rå vokalklang, så det ville også være ærgerligt at råbe den væk.
Efter en blød version af ‘Stressed’ gik han videre til ‘Spaceman’-hittet ‘Revenge’, hvor der kom mere tryk på. Octavian opfordrede flere gange til moshpits. Helt fint, men når man lige havde set, hvor vildt det kunne gå for sig, virkede det lidt forceret – især på ‘Lightning’, som er et mere klubbet nummer. På den housede ‘Move Me’ fik klubstemningen heldigvis lov. ‘Party Here’, som ifølge rapperen selv »started it all«, startede også en fest i Den Grå Hal, ligesom det var tilfældet under ‘Don’t Cry’. Så han fik altså sin fest – og sine moshpits.
Men det fungerede også godt, når Octavian omfavnede den tilbagelænede energi. Den rolige trapballade ‘This Is My World’ blev et smukt øjeblik, netop fordi Octavian gik ind i melankolien. Man behøver ikke altid moshpits for en intens og vedkommende oplevelse. Det var ikke hård grimerap, men ømt og blødt.
Han sluttede med bangeren ’Bet’ og hoppede ned blandt publikum som for at slå fast, at han altså også kunne skabe en fest. Og det kunne han da, både moshpit-fest og klubfest.
Men Octavian ville meget. Hans musik trækker tråde til UK Garage, James Blake-melankoli, trap og grime. Det var både klubbet, hårdt og melankolsk. Kvaliteten var der, og Octavian er en interessant og alsidig kunstner. Live blev det bare lidt diffust, og omkring 40 minutter er kort tid, når man (modsat Slowthai, som excellerede i sin enkelhed) har så mange stier at gå ned ad.
De to rappere leverede dog begge. Slowthai beviste, at grime i sin rene form stadig kan fornyes. Octavian beviste, at rap fra England er mere end grime og UK Drill.
De viser begge, hvordan hiphop er ved at blive en stor smeltedigel. Slowthai giver sin grime en Soundcloudrap-agtig energi, Octavian er en rapkamæleon. Samtidig er der hos begge tydelige spor af UK. Uanset hvad er én ting altså sikkert: Rap fra Storbritannien stopper ikke med at være relevant lige foreløbig.
Læs også: To unge stjerneskud sætter standarden for fremtidens UK-rap