Khalid dansede sikkert gennem regnen på NorthSide – indtil han spillede et forfærdeligt cover

Khalid dansede sikkert gennem regnen på NorthSide – indtil han spillede et forfærdeligt cover

På et tidspunkt dansede alle Khalids dansere den ene vej, mens popsangeren selv dansede den anden vej. Det var sådan et yikes-moment, der potentielt godt kunne få en ung artist til at miste selvtilliden, eller som et minimum måske nedtone det permanente Colgate-smil, den unge amerikaner altid render rundt med.

Men Khalid blev ikke slået ud. Faktisk grinede han bare på sin kække college boy-måde og skøjtede videre i showet. Her var ingen slinger i valsen – selv når der bogstavelig talt var slinger i valsen.

Den der svært modståelige charme, der stedvis tangerer glathed, er et af Khalids kendetegn. På godt og ondt. For nej, han går ikke i sort, når et dansetrin ikke sidder i skabet. Og nej, elendigt dansk sommervejr slår ham heller ikke ud af kurs. Han gennemfører showet med samme overskud uanset vejforhold, sceneopsætning og geografisk placering.

Dén professionalisme var tiltrængt på et regnfyldt NorthSide. Vi manglede en popfest, og vi havde brug for at danse til den smånostalgiske generationssang ’Young Dumb & Broke’ og EDM-popbangeren ’Silence’.

Men den der glatte, smilende professionalisme gjorde også, at der var en vis distance. For Khalid er – selv om han blev introduceret som en generationsstemme – ikke en kunstner, vis personlighed for alvor brænder igennem. Det er som om, han har lært de faste superstjerne-moves så godt, at han ikke har sig selv med. På NorthSide flakkede der for eksempel de vildeste visuals forbi ham bag scenen, men Khalid selv var underligt statisk. Selv om bagtapetet skiftede ham hele tiden, var sangeren fastlåst i sit Frank Ocean-inspirerede monotone toneleje.

Okay, det kan alligevel føles lidt hårdt at kritisere en stadig ret ung sanger for ikke at have voldsomt meget personlighed. Og Khalid skal da have den cadeau, at han (i hvert fald momentvis) fik spillet en popfest op. Han var langt hen af vejen en solstråle på en grå dag – i hvert fald indtil han valgte af afslutte en ellers solid koncert med et grufuldt og leflende ’Wonderwall’-cover. Dér dansede den unge sanger alligevel så meget forkert, at det ikke kunne smiles væk.


Kort sagt:
Khalid var charmerende, men også en smule glat på NorthSide. Selv da han dansede forkert, smilede han sig igennem fejlen. Dén charme skabte momentvis en popfest i det jyske regnvejr – indtil han sluttede med et grufuldt ‘Wonderwall’-cover.

Læs anmeldelse: Kaytranada på NorthSide

Khalid. Koncert. NorthSide, Blue Stage.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af