Tame Impala leverede en psykedelisk helhedsoplevelse på NorthSide
Der er noget helt oplagt ved at indlede en festivalkoncert med så suverænt et nummer som ’Let It Happen’. Et knapt otte minutter langt mesterstykke, der lydligt inkorporerer essensen af forventning. Suspense-fyldte synths, der leger med de snappy, insisterende trommer, mens Kevin Parkers stemme messer, at det hele skal til at ske – »it’s gonna feel so good«.
Samtidig er det modigt at åbne et festivalshow, endda som åbningsaftenens sidste act, med et sådant track. Et nummer du, uanset hvor mange gange, du har gennemtærsket det, stadig ikke helt har gennemskuet formlen på. Et nummer, der kræver det feststemte publikums opmærksomhed, før de kan overgive sig til så rige effekter og snørklede suspense-tricks.
Jeg har set det ske tre gange før, siden ’Currents’ udkom i 2015, og det både udføres og virker på præcis samme vis hver gang. Hver gang er publikum med fra første forventningssitrende synth og marcherende trommer, og hver gang efterlades jeg lamslået over, hvor godt et tag, Tame Impala har i sit publikum. Tame Impala bygger et show op om en spændingskurve, der forstår at imponere på alle parametre – opbygningen, overraskelserne, de rørende følelsesudladninger og de storstilede klimakser.
Det er i og for sig samme formel hver gang. Fra åbneren over overraskelserne til ekstranumrene. Og alligevel fungerer det hele – selv overraskelserne, som jeg jo ved skal komme. Det fungerer, fordi Kevin Parker og hans mere end almindeligt kyndige psychpop-kumpaner er så velsmurt et maskineri på en scene, at man ikke ænser, at de har en regulær rutine, de kører efter. Professionalisme på et uhørt højt plan, der ganske enkelt gør Tame Impala til et fuldkommen fænomenalt liveband.
Kevin Parker er en professionel kunstner som få. Det ene øjeblik smøg han sig op ad mikrofonen, mens han lod sin ekkosvøbte, lyse stemme glide ud af højtalerne på den svævende lille, blide interlude-feberdrøm ’Nangs’ – det næste leverede han et brag af en guitarsolo på den garagerockede, energiske afstikker ’Elephant’.
De små, finurlige genrelege, der bød på et par indskud fra ’Lonerism’s fuzz-draperede guitarsyrerock blandt ’Currents’s medrivende psychpop, blev vævet elegant sammen af det fornemme psykedeliske univers, der udspillede sig på scenen. Bagtæppet var prydet i et mindre syretrip af farver og figurer, mens bløde røgskyer gjorde bandet til silhuetter badet i et lysshow i alle regnbuens farver med et par livlige lasere for at fuldende den gennemsyrede oplevelse. Man nåede knapt at tænke over, hvor væsensforskellige numrene fra ’Lonerism’ i grunden er sammenlignet med ’Currents’s, når hele oplevelsen forekom så helstøbt, som var den kommet i et sonisk skud LSD.
Da ’Eventually’ bragede ud af højttalerne, kom publikum for en stund op af syrebadet for at samles om den måske mest sympatiske og realistiske breakup-ballade i rockhistorien. »I know that I’ll be happier / and I know you will too / eventually«. Så forsigtig en lyrik, at absolut ingen blandt noget publikum vil kunne finde den fremmed.
Som ’Feels Like We Only Go Backwards’ rungede over pladsen, cementerede Parker atter sin professionalisme: Et ekstranummer, der blev udført med masser af cliffhangers og musikalske kolbøtter, der ville kunne tabe et hvilket som helst andet bands publikum, men som i Parkers hule hånd fungerede som en fællessangsfordrende crowdpleaser – malet med syrede neonfarver fra en følsom farvelade.
Kort sagt:
Kevin Parker er en professionel musiker som få, og han og hans australske psychpop-kumpaner leverede et helstøbt syrebad af en koncertoplevelse – lige efter deres sædvanlige opskrift, men alligevel en overvældende helhedsoplevelse.
Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.