Green Day

Green Day fangede en bred lytterskares opmærksomhed for ti år siden med albummet ‘Dookie’. Siden er bandet og den musik, de fletter sammen, blevet gradvist mere moden – især her på ‘American Idiot’. Desværre sniger der sig et lighedstegn ind mellem ordene ‘moden’ og ‘kedelig’.

‘American Idiot’ er Green Days femte udspil siden ‘Dookie’, og hver gang er det blevet til et gedigent hit eller to på i øvrigt middelmådige udgivelser. ‘Geek Stink Breath’ fra Insomniac (’94), ‘Good Riddance (Time Of Your Life)’ fra Nimrod (’97) og ‘Minority’ fra Warning (2000) er blandt flere af grundene til, at man trygt kan investere i gruppens samlede bedste fra 2001.

På ‘American Idiot’ er højdepunkterne dog ikke umiddelbart hørbare. Faktisk må man ty til klistermærket på coveret for at se, hvilke numre deres nye selskab Warner mener skiller sig ud fra mængden. Førstesinglen ‘American Idiot’ sparker cd’en i gang med et klassisk power-poppet Green Day nummer, og ‘Holiday’ er et mere iørefaldende af slagsen. ‘Boulevard of Broken Dreams’ er skåret som de bløde collegerockbands kan gøre det. Fantasiløst og hurtigt glemt, så den skal nok komme i rotation på Boogie.

Den sidste fra klistermærket, ‘Wake Me Up When September Ends’, er et af cd’ens få lyspunkter. En afdæmpet sag, der vokser sig større mens lydlagene behændigt strøes på. Men selv om Green Day forsøger at forny sig med to ni minutter lange sange og politiske holdninger stikkende frem, er det ikke nok til at løfte ‘American Idiot’ over middel.