Ikscheltaschel

Som hiphop-elsker kan man være en smule forbeholden overfor et album fra et dansk band, der rapper på et sprog, som de selv har opfundet. Til gengæld bærer musikken og dens form gennem hele albummet et sammenhængende højt niveau med stor originalitet.

Selv om udgangspunktet for dette musiske projekt ikke er forbeholdt en genre, skal det siges, at man i rapflow og tekster kan høre, at de har ladet sig inspirere af hiphoppen. Det ses blandt andet på ‘Entrapino’, hvor rapflow tildels er hentet fra Wu-tangs ‘Bring Da Ruckus’, og på ‘Ulku Flakki’ kan man høre Pirr Vixel gæsteoptræde med tekst oversat fra Sugarhill Gangs ‘Rappers Delight’. Ligeledes føler man, at produktionerne gennem albummet er lavet med en skelen til det hiphopske univers.

Det forbehold, som ved første omtale og gennemlytning måske er der, fjernes efterhånden, som albummet forlænger sin levetid i cd-afspilleren. Det er som om, at musik og tekst går op i en højere enhed, og at deres sprog falder ligeså naturligt, som musikken bag rappen. Det sker endda således, at eftertænksomheden anspores på forholdsvis stille numre, som ‘Fremo’ og ‘Yhrlen Pashatu’. Men det er dog et album, hvis tekster og stemning nok i højere grad appellerer til et feststemt livepublikum, hvor hjernen søges frakoblet. Alligevel er albummet at anbefale til en tålmodig gennemlytning i sofaen derhjemme.