Roskilde Festival: Sharon Van Etten sang, så det gav et kollektivt jag i publikums hjerter

Som en mekanisk menneskedukke trådte den amerikanske singer/songwriter Sharon Van Etten ind foran et fyldt Avalon. Gradvist løsnede hun dog op for krop og sjæl og manede en så tyk melankoli frem, at man næsten kunne røre den. Herfra inviterede hun alle ind i sin verden af hjerteflænsende begravelsesballader.

Efter åbningsnummeret ’Jupiter 4’ var Van Etten forvandlet fra en krop i slowmotion til et fuldblodsmenneske, der med sammenbidt desperation sang electrorock-nummeret ’Comeback Kid’ med sådan en kraft, at det øjeblikkeligt gav et kollektivt jag i publikums hjerter.

Efter tre stærke sange fra dette års mere elektronisk orienterede album ’Remind Me Tomorrow’ hev hovedpersonen guitaren frem og fremførte den dæmpede ’One Day’. Men når hun ikke havde hænderne og kroppen fri til at trænge ud over scenekanten og krænge sjælen ud, blev udtrykket en anelse udvandet, og hun mistede en smule af den tænding og gnist, der var fyret op for i åbningssekvensen.

Van Etten fik dog pustet liv i gnisten igen på ’Malibu’, hvor hun sammen med trommernes ildevarslende rytme og en buldrende basfigur udviklede nummeret til en sørgmodig støjsump. Ubemærket gled bandet over i en tung og hårdtpumpede rockversion af ’Hands’, hvor amerikaneren overlegent demonstrerede, hvor kraftfuld en sangerinde, hun er.

Efter præcis en time takkede Van Etten af med en sønderrivende udgave af ’Serpents’, der på flotteste vis slog fast, at hun mestrer at være både blød og hård på samme tid.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival