Faust vs. Dälek

‘Derbe Respect, Alder’ er langt hen ad vejen ikke et rart album at lytte til. Det skaber en lydlig dystopi, der er klaustrofobisk, industriel og apokalyptisk, og kan måske bedst beskrives som soundtracket til den “cyberpunk-film noir”, som Bergman aldrig fik lavet.

Faust vs. Dälek er, som navnet så pædagogisk antyder, et one-off samarbejde mellem to grupper: Faust, der var blandt pionererne på den elektroniske ‘krautrock’-scene i Tyskland fra starten af 70’erne, og Dälek, en af de mest interessante grupper på den alternative hip-hop scene.

Men der er ikke meget traditionel hip-hop over ‘Derbe Respect, Alder’. Kun på et enkelt nummer, ‘t-electronique’, har man en traditionel mc-indsats fra Dälek, kombineret med de tunge beats og futuristiske lydflader, som kendetegnede Oktopus’s og Still’s produktioner på Däleks sidste, og sublime album, ‘From The Filthy Tongues of Gods and Griots’.

Resten af pladen består af mere avantgardistiske lydstykker med opbrudne trommer, metalliske, dissonante flader og fragmenter af en mere traditionel instrumentering. Midt i dette virvar dukker Dälek med mellemrum op med en levering, der spænder fra ubehageligt produceret hvisken over spoken word til råb. De steder, hvor det fungerer bedst, kan man næsten visualisere de brændende olietønder og dystopiske højhuse i fremtidens uendelige metropolis.

Däleks tekster er ikke mindre dystopiske og avantgardistiske i deres ekspressive, lyriske billedsprog. Desværre er der ikke tekster i coveret, men jeg kan give et eksempel fra nummeret ‘Collected Twilight’, sådan som det lyder i mine ører:

“The muddy hather had to be swung, hums, the astral tuning fork tuned to D. Pure release of pent-up aggression leave a numbing sensation. Beginning it out of limbs, that’s when your pain has always been there. Perhaps have the lifted eons gone on notice, now in full bloom a midnight lotus.”

Jeg ved ikke, om man kan sige, at ‘Derbe Respect, Alder’ er god musik. Meget af det kan man end ikke kalde musik i nogen traditionel forstand. Men Faust og Dälek har formået at kreere en intens, intoxikerende, og til tider decideret fysisk og mentalt ubehagelig lytteoplevelse, hvilket i sig selv ikke er nogen ringe bedrift.