Wilco spillede røven ud af bukserne i Den Grå Hal
I mit hoved havde Wilco meget at skulle bevise, da de trådte på scenen i Den Grå Hal. Det er efterhånden lang tid siden, de har udgivet et album, der for alvor har haft slagkraft, og i modsætning til min anmelderkollega fra Soundvenue, var jeg personligt ikke særligt revet med, da de spillede på NorthSide i 2016 – hvilket indtil tirsdag aften var min hidtil eneste erfaring med Wilco som liveband.
Der gik dog ikke længe, inden de seks velspillende musikere havde genvundet mit hjerte. Lige fra åbningsnummeret, der vistnok må have været den hidtil uudgivne ‘Bright Leaves’ fra gruppens kommende skive, var jeg solgt. De ufortrødent hårdt hamrede trommer stod i skarp kontrast til det ellers bløde, følsomme nummer, men på en måde, der var stilbevidst og finurlig.
Det var et eminent nummer at starte med, for selv om trommerne var det, der sprang mest i ørerne (og øjnene for den sags skyld, grundet Glenn Kotches her temmelig spartanske teknik), så var hele bandet med til at give nummeret karakter. Der var en relativt medgørlig singer/songwriter-melodi som fundament, men så mange spidsfindige detaljer, licks og riffs på tværs af alle seks medlemmer. Den tendens fortsatte i løbet af hele aftenen, og det skete samtidig med så meget sonisk variation, at det resulterede i en af mine favoritkoncerter fra hele 2019.
Hvad end ‘I am Trying to Break Your Heart’ gik over i shoegaze-tangerende støjflader, countrysangen ‘Forget the Flowers’ vakte fryd med storsmilende guitarharmonier, eller om trommer og elguitar skabte avantgarde støjrock under nogle særligt angstprovokerende dele af det nostalgiske kvad ‘Via Chicago’, så var det engagerende at overvære. For slet ikke at forglemme, hvordan guitarist Nels Cline på ‘Handshake Drugs’ kom med hele tre vanvittige omgange elspade, hver gang mere uregerlig end den foregående, også selv om versene er ganske rolige.
Der var ikke gjort det store ud af showets visuelle aspekter – instrumentalisternes samspil stod totalt i centrum, og i det regi var de så kompetente, at jeg på intet tidspunkt ville have mere showmanship. De fleste bandmedlemmer kiggede mere ind i sig selv, end de kiggede på publikum, men der var til gengæld nærmest intet tidspunkt, hvor de ikke spillede røven ud af bukserne. Og selv om der ikke var den store publikumskommunikation fra deres side, emmede de konstant af indlevelse i sangene – og det kan smitte mindst lige så meget, som øjenkontakt kan.
Der var dog nogle tekniske problemer, jeg desværre ikke kan ignorere. Og hvis det ikke var for dem, havde jeg overvejet en topkarakter. Men den jangly, næsten Big Star-kanaliserende ‘Box Full of Letters’ måtte desværre tages to gange, da forsanger Jeff Tweedys første guitar simpelthen ikke gav nogen lyd.
Mere alvorligt var lyden ikke just ideel i Den Grå Hal. Den var ikke decideret ringe heller, og ofte nød jeg bandets velspillende toner uden problemer, men især i de mest fyldige kompositioner endte Jeff Tweedys vokal desværre med at drukne, hvor jeg stod. Og det er jo synd, når hans lyrik så ofte byder på mange mindeværdige vendinger, og hans vokal bringer en stor del af sammenhængskraften i det meget varierede lydunivers.
Men dette lydunivers sprudlede så til gengæld af liv og gode ideer. Hvad end det var den boogie-vuggende ‘Random Name Generator’ eller den på én gang puslende, krybende og hårdføre ‘Spiders (Kidsmoke)’, fik publikum fremragende udgaver af et væld af sange fra Wilcos bagkatalog – og når man får det, virker de tekniske problemer jo som petitesser.
Kort sagt:
Wilcos optræden i Den Grå Hal emmede af så meget liv, entusiasme og kompetence, at ethvert teknisk problem kunne tilgives. Hvert eneste nummer var velspillet og rigt på detaljer i sin liveudgave.