’The I-Land’: ’Lost’ møder ’The Matrix’ i dybt uoriginal Netflix-serie
Ti mennesker vågner forvirrede op på en strand. Ingen kan huske, hvad de hedder, eller hvor de kommer fra. Intet. Spørgsmålene står i kø. Hvorfor er de på øen? Hvorfor har de ingen hukommelse? Og hvorfor har de ens tøj på?
Det er startskuddet til Netflix’ nye (u)originale serie ’The I-Land’. Havets bølger slår slag i baggrunden, og palmerne svajer ind over stranden. Men den smukke ø gemmer på hemmeligheder.
I hovedkarakteren Chases (Natalie Martinez) hånd er der en stor konkylie, da hun vågner. Hun rejser sig op og blæser i konkylien, som man nu gør, når man finder sig selv på en strand uden at ane, hvem man er. Den mærkværdige adfærd fortsætter, da Chase længere nede ad stranden får øje på K.C. (Kate Bosworth). Efter en kort hilsen og fælles erkendelse af, at de står i samme situation, konstaterer Chase: »Det er så underligt. Ingen pung, intet ID. Intet, bortset fra konkylien, jeg holdt, da jeg vågnede«.
»Vi ved altså ikke, hvor vi er, eller hvem vi er. Og vi har to ting«, tilføjer hun. For mens Chase har sin konkylie, har K.C. en kniv. Den følelsesforladte K.C. kigger på konkylien, så på Chase og siger: »Nej. Du har noget. Og jeg har noget«. Underlægningsmusikkens faretruende toner er ikke til at misforstå. Hun retter kniven mod Chase og fortsætter: »Jeg kender ikke mig selv. Og jeg kender ikke dig«. Fjendtligheden slår lige så høje bølgeslag som havet bag dem.
Enhver spænding og nysgerrighed drukner hurtigt i utroværdig opførsel, dårligt skuespil og kejtede replikker, og sådan er det hele vejen igennem i ’The I-Land’. Efter det antiklimatiske anslag ser vi de øvrige otte fremmede vågne rundforvirrede på stranden, og de første to afsnit handler om deres færden på øen. Her finder de deres navne printet på nakkemærket i deres tøj, og de prøver at skabe et overblik over deres ubegribelige situation.
Inspirationen fra den nyklassiske ’Lost’ om overlevende og mystiske ø-hændelser er til at tage og føle på. Ja, faktisk kradser discountudgaven af ’Lost’-kostumernes materiale nærmest på ens hud.
I tredje afsnit løftes noget af sløret for øens hemmeligheder, og nu er det ’The Matrix’, man uvægerligt kommer til at tænke på. Serien åbner for nye dimensioner, og nye spørgsmål sættes i søen: Hvad er virkeligt – og hvorfor er netop disse ti mennesker sat på øen?
Imens glemmer serien sine egne præmisser. Som hvorfor karaktererne ud af ingenting bliver forfulgt af deres fortid, når den manglende hukommelse var en væsentlig pointe til at begynde med.
Karakterernes baggrundshistorier klæder egentlig serien, men karakterudviklingen er nærmest ikke-eksisterende. Det psykologiske drama er fladt, som havet er dybt.
Til gengæld er der masser af konfliktoptrapning. Serien har så travlt, at den mister pusten, før den har fået puls.
Og så udspiller dramaet sig ovenikøbet i, hvad der mest af alt ligner slidte kulisser fra 1980-90’ernes science fiction-film.
Hvad er ’The I-Land’? Syv timer af mit liv, jeg ikke får tilbage.
Kort sagt:
Når alle farver blandes, bliver resultatet brunt.