Linkin Park

Linkin Park var emo, før teenagedøtre begyndte at hugge deres mødres Kohl-stift, og nu metal-veteranerne har aldrig sparet på de store armbevægelser. Verden er ond, livet er en jammerdal, trøstesløsheden udtalt, og det bedste, man kan gøre, er at skrige frustrationen ud. Fornuftigt nok – ud fra en forretningsmæssig vinkel – har de dog valgt at camouflere mismodigheden i storladne boyband-værdige omkvæd, der forløser de indebrændte følelser.

Sådan var succesopskriften, da amerikanerne debuterede i 2000, og salgstallene taget i betragtning har der ikke siden været grund til at justere på det opkørte opkog af bragende elspade, flossede beats og samplinger, Chester Benningtons patosfyldte udkrængninger og mc’en Mike Shinodas vrisne rap-vræl.

Men i takt med at bandmedlemmerne har rundet de 30 (for et par år siden, vel at mærke), kunne man efterhånden godt ønske sig en udvikling i den hæmningsløse, teenage-agtige svælgen i sortsyn og weltschmerz. Og ud fra det synspunkt er Linkin Parks fjerde studiealbum noget af en kamp at komme igennem.

Her er masser af sammenbidte, pseudo-eksistentielle tekstbidder om at være dødtræt, desperat og alene – lyt bare til de tåkrummende ‘Iridescent’ og ‘The Messenger’ – men ikke meget der peger i retning af at ændre tingenes tilstand. Og hey drenge, hvis det virkelig er så hårdt at være rockstjerne, så skulle I måske bare bruge nogen af millionerne på en god lang ferie.