Bryan Ferry

‘Olympia’ er arketypisk Bryan Ferry. Lige fra det højglanspolerede albumcover, hvor Kate Moss lufter kysselæber og glitrende ædelstene, til den stilbevidste, nærmest klassicistiske luksuspop den efterhånden 65-årige crooner-krukke fortsat er leveringsdygtig i. Nå ja, og så er han fortsat ikke bleg for at iscenesætte sig selv som rutineret storbypuma på jagt i nattelivet på åbningsnummeret ‘You Can Dance’.

Er man allerede hooked på englænderens ultra-æstetiske melodisans, vil man uden tvivl finde velbehag ved hans seneste opus. Og selv om man er nybegynder, burde leverandørlisten, der rummer både Chic-legenden Nile Rodgers, Pink Floyd-legenden David Gilmour, Groove Armada, Scissor Sister, Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea og Radioheads Johnny Greenwood, kunne lokke én indenfor.

Det er dog bemærkelsesværdigt, hvor lidt væsen gæsterne gør af sig. På den anden side: Bryan Ferry er ikke typen, der falder i et med tapetet. For ganske vist synger han sig sjældent helt ud her. Men selv om ‘Olympia’ ikke markerer en milepæl i solokarrieren, så må man give ham, at han glimtvis stadig formår at suge opmærksomheden til sig qua sin skiftevis indfølende og krukkede, let vibrerende røst.

Det store problem er, at sangmaterialet, han i denne omgang har forgrebet sig på, simpelthen er for ujævnt. Ovenfornævnte ‘You Can Dance’ er dunkel og dekadent, men også en kende monoton i sin besyngelse af klubgængeriet. Så hellere et genhør med ‘Love Is the Drug’ eller ‘The ‘In’ Crowd’ fra starten af karrieren. Og desværre er det ikke det eneste uengagerende moment på albummet.

Til gengengæld er eksempelvis ‘Alphaville’, balladen ‘Me Oh My’ og den lummert funky ‘Reason Or Rhyme’ sofistikerede sager, der understreger, at Bryan Ferry langt fra er færdig. Men mindre automatpilot ville gøre underværker.