Med et svimlende billetsalg kan Todd Phillips ’Joker’ nu nyde førstepladsen som den bedst indtjenende R-ratede film nogensinde. ‘Joker’ vipper dermed ’Deadpool 2′ af pinden, og det er ikke er gået ubemærket hen. Sidstnævntes stjerne, Ryan Reynolds, har således ønsket oprindelseshistorien om Gothams grønhårede freakskurk tillykke på en meget ’Deadpool’-agtig måde.
»R-ratede billetsalgs-lykønskningsposts er ikke som dem, du er vant til…« har superstjernen postet på Twitter, under en personaliseret version af et billede fra filmen:
R-Rated box office congratulatory posts aren’t like the ones you’re used to… pic.twitter.com/OTy2BqIP4f
— Ryan Reynolds (@VancityReynolds) October 25, 2019
På verdensplan har ’Joker’ indkasseret 785,5 millioner dollars (over 5,2 milliarder danske kroner), en halv million mere end ’Deadpool’ 2.
Som en ekstra gave til filmfans, har Reynolds underskrevet sin hilsen med navnene på alle de filmkarakterer, der nu ligger under ’Joker’ på listen over de bedstsælgende R-ratede film – nemlig Deadpool, Neo, Pennywise, Jesus, Hugh Jackman, the Wolfpack, Mr. Grey, og Ted.
Det solide billetsalg kommer som noget af en overraskelse, idet ’Joker’ har skabt stor splittelse blandt amerikanske anmeldere. Derudover har der været megen debat om risikoen for, at Phoenix’ Joker ville blive set som et forbillede af såkaldte Incel-personer og inspirere til virkelige skyderier. En bekymring, pårørende til de dræbte i Aurora-angrebet, hvor 12 mennesker blev dræbt til en biografvisning af ’The Dark Knight Rises’, tilsluttede sig.
Både instruktør Phillips og filmens producenter tog en chance med ’Joker’, men kan nu høste frugterne af satset. For filmens budget – eftersigende ‘sølle’ 55 millioner dollars – var langt mindre end vanligt for film med billetsalg i den skala.
Den bedst sælgende film i verdenshistorien er ’Avengers: Endgame’ som på nuværende tidspunkt har indtjent 2,79 milliarder dollars. Dog er ’Joker’ ikke langt fra at måle sig med ’Endgame’ når det kommer til profit på grund af det langt mindre budget: Den forventes at give 500 millioner dollars i overskud, hvilket er i samme liga som verdensrekorden.
Instruktør Phillips har også været ude med en lidt mindre kontroversiel fejringsbesked end Deadpools, der dog bestemt ikke lægger skjul på hans holdning til den kritiske tumult:
»Wow!! Tak til mit vidunderlige cast og hold og selvfølgelig til fans overalt i verden for at se igennem al ’larmen’ og MØDE OP (nogle mere end en gang)! Vi er super stolte af filmen og alle jeres fantastiske beskeder, der gør det så meget mere særligt. En verdensomspændende ’Joker’«.
Læs også: Vægttab, dans og De Niro – sådan forberede Joaquin Phoenix sig til rollen som Jokeren