Mechanical Bird

Jacob Brixen må have været amerikaner i et tidligere liv. Han må have boet på landet, haft et jordbrug, sået, høstet og opdrættet dyr i dagtimerne. Og efter mørkets frembrud må han have spillet banjo, filosoferet, skrevet digte og læst i Bibelen. For i det herrens år 2010 har Brixen under kunstnernavnet Mechanical Bird begået en ny ep, ‘Daughter of the Wind’, der klinger umiskendeligt af både amerikansk spillemand og nordisk højmesse. 

Der lurer i hvert fald noget drøvtyggende og religiøst lovprisende under overfladen på ep’ens seks sange. Violinen er blevet fundet frem fra de landlige gemmer, og fra kirkerummet høres sirligt arrangerede korstemmer, alt imens Brixen funderer over Gud, mennesket, kærligheden og naturen. »I wonder ’bout God and thunder / You tell me love’s not lost«, synger han på ‘Eternity and Such’. Og man tror ham. For sangmaterialet forløses på en gang så forbistret smukt og sørgmodigt. Som på det skæbnetunge og naturbesyngende titelnummer, hvor tungsindige vokaler og et delikat klokkespil skaber et foruroligende musikalsk fundament i krydsfeltet mellem uhygge og skønhed.

Jacob Brixen er ganske enkelt en formidabel sangskriver, og ‘Daughter of the Wind’ er et helstøbt, modent værk. En alvorstung, men prægtig og højhellig salmebog hvor sangene emmer af landlig tusmørkeidyl, kirkelig fællessang og rendyrket menneskelig melankoli. Bravo, Jacob Brixen!