Lady Gaga

»I can’t be the queen you need me to be«, synger Lady Gaga et sted på sit nye album. Alligevel regerer den 25-årige amerikaner nu på tredje år suverænt over Popland med sine højpotente hits og opsigtsvækkende mediestunts. Og intet ved ‘Born This Way’ tyder på, at tronen vakler under hende.

Allerede fra den indledende ‘Marry the Night’ sættes festen øverst på dagsordenen med heftig og hæsblæsende dance-pop, som holder kadencen oppe næsten hele vejen igennem albummet. Med effektive hooks, dunkende stortrommer og synthesizere så skarpe som stiksave.

Det er hæmningsløs, adrenalinmættet pop, der går efter at virke med det samme. Hver gang. Musik optimeret til en zapper-kultur – uden sprækker i lydbilledet eller pusterum, hvor nogen kunne risikere at komme til at kede sig. Der dukker altid lige et latin-strejf, en opera-pastiche, en puddelrock-guitar eller noget andet op i Lady Gagas vidtstrakte og flamboyante popunivers.

I al sit grandiose overdrev lyder Lady Gaga indimellem som Melodi Grand Prix på steroider. Men sangene er naturligvis langt bedre skåret, og ‘Americano’, ‘Bad Kids’ og ‘Highway Unicorn’ er blot nogle af de potentielle kommende singler, der byder sig til. Og som passer perfekt ind i det totalteater, Lady Gaga også er med sine kødkjoler, dildostiletter og koncerter, hvor hun gør sin entré i et æg. Sanglinjerne taler det ene øjeblik til identitetstvivlende teenagere, for det næste at lege med overskriftsvenlige, men relativt risikofrie provokationer om politik og religion. Udtrykt i sange med titler som ‘Judas’ og ‘Government Hooker’.

Det er fascinerende i al sin dekadence og medrivende i sin konsekvens. Men det er også udvendigt og effektjagende. Et godt show og ikke så meget andet. Men det kan også række ganske langt – når man er født til at være dronning.